Udstoppede dyr

Animal Collective demonstrede en grænseløst irriterende manglende evne og vilje til at kommunikere med publikum, da de fredag gav koncert i Amager Bio

10:51, 07. mar 2009 | Henrik Queitsch

Avey Tare og resten af Animal Collective imponerede ikke Ekstra Bladets anmelder, da de fredag gav koncert i Amager Bio. (Arkivfoto: AP)

Animal Collective, Amager Bio, fredag 6. marts

New Yorkerne i Animal Collective har med ’Merriweather Post Pavilion’ leveret årets hidtil mest skamroste skive, der ikke blot har fået anmeldere verden over til at indlede en klapjagt på de største superlativer, men såmænd også skaffede gruppen noget der lignede et regulært gennembrud - på trods af musikkens mildest talt ikke særligt folkelige karakter.

Så koncerten fredag aften var således udsolgt på et splitsekund, og forventningerne hang tykt i luften i stedet for den røg, som for længst er blevet forbudt på landets spillesteder.

Syrerock og electronica
Var det muligt at genskabe de komplekse lydbilleder, der ser stort på konventionelle sangstrukturer, men i stedet på besnærende vis kombinerer avantgardeeksperimenter, syrerock, electronica og meget andet godt fra det musikalske overdrev med flygtige melodistumper og Beach Boys-agtige vokalharmonier på en scene?

Det korte svar på det spørgsmål er et stort rungende nej. Men det værste var næsten, at man ikke engang prøvede.

I stedet fik vi en simili-forestilling, hvor de tre herrer på scenen blot stod og betjente nogle mixer-pulte, hvor de kunne lege lidt med de medbragte harddiske tilsat lidt guitar – så ligner det i hvert fald noget – og livevokal blottet for pladernes fortryllende teksturer.

Den slags kan man måske slippe af sted med på den elektroniske scene, hvor musikken som udgangspunkt er digitalt baseret, men her virkede det blot som en hjælpeløs kompensation for noget, der ikke var.

Parodisk ringe sceneshow
Trioens forsøg på et sceneshow var nærmest parodisk ringe, men det der først og fremmest irriterede grænseløst var den manglende evne (og vilje) til at ville kommunikere med den forventningsfulde sal.

For nu at sige det på bramfrit dansk, så serverede man blot en masse formløse lydbilleder som kun havde retning mod sit eget røvhul, og det er muligt, at de kan bilde nogen ind, at det er en form for kunst. Jeg fandt det blot usigeligt kedeligt. Selvsmagende og selvfed solipsisme.

Det bliver lidt bedre, hvis man lukker øjnene, prøvede min sidemand spagfærdigt at afbryde min brok. Muligt. Men jeg tager altså ikke til koncert for at lukke øjnene. Måske de bare skulle være blevet i studiet. Det er ingen skam. Dét indså The Beatles allerede i 1966.