Fortrinlig Dylan før Forum

Beåndet Onkel Bob i Malmö med besættende ballader, behændige benspjæt og raritet i ærmet inden aftenens københavnerkoncert

14:33 - 29. mar. 2009 | Thomas Treo

MALMÖ (ekstrabladet.dk): Bob Dylans årlige danmarksbesøg har været en noget forudsigelig oplevelse de seneste gange i Odense, Herning, København, Roskilde og Aalborg, men inden ikonet atter indtager hovedstadens Forum i aften, så rystede legenden flere små overraskelse ud af westernoutfittet i Malmö under gårsdagens inspirerede optræden.

Byens blot et halvt år gamle multiarena, der mest benyttes til ishockey, minder om en lidt mindre udgave af glimrende Globen i Stockholm, og de 15.000 siddepladser var stort set alle besat, da Dylan og hans efterhånden mangeårige band lagde ud med en herligt bizar blues-udgave af ’Maggie’s Farm’.

Den 67-årige knark croonede sig gennem første vers tilsat behændige benspjæt fra en position midt i rampelyset, inden den Charlie Chaplin-lignende figur listede om bag sit keyboard.

Åndeløst smukke
Snart var han dog atter klar ude på scenekanten med mundharpe i hånd og showets i særklasse mest opsigtsvækkende sangvalg - kuriositeten ’The Man in Me’, der blev tilført et tilbagelænet, skævt groove.

Det pragtfulde nummer er fra ’New Morning’ (1970), men mange vil nok nærmere huske det fra starten på ’The Big Lebowski’ og igen i komedieklassikerens psykedeliske sekvens midtvejs. Dylanologerne på de første rækker modtog selvfølgelig sjældenheden som en personlig gave fra Gud, og efter andet nummer kunne de så gå lykkelige hjem.

Det gjorde de nu ikke, og så var fanatikerne også gået glip af åndeløst smukke, nærmest nænsomme versioner af de indignerede og besættende ’Ballad of Hollis Brown’ og ’The Lonesome Death of Hattie Carroll’.

Halsbrækkende breaks
Blot en enkelt gang slyngede veteranen en guitar over afroen, men så gav han til gengæld også en ubehjælpelig solo, før ’Watching the River Flow’ rindede ud.

Som frygtet og vanen tro serverede Dylan ingen smagsprøver på sit kommende album, ’Together Through Life’, der lander 27. april - han holder af bootleggere som ordensmagten holdt af dem i 20’ernes Kentucky - men de gamle sange virker jo som bekendt også endnu.

Det samme kan man sige om de relativt nye, og ’Tweedle Dee & Tweedle Dum’ fik tilmed en overhaling med et par halsbrækkende breaks, der blot mindede om, at Dylan stadig nægter at spille sine sange i de arrangementer, verden kender fra hans arsenal af albums.

Habile håndværkere
Under en i øvrigt meget udmærket udgave af ekstranummeret ’Blowin’ in the Wind’ savnede man vokalharmonierne fra Dylans tidligere håndlangere, Charlie Sexton og Larry Campbell, og selv om det nuværende slæng selvfølgelig er yderst habile håndværkere, så bibringer guitaristerne Stu Kimball og Denny Freeman altså ikke noget ekstraordinært.

Det begreb er Dylan indbegrebet af på en klassiker som ’Like a Rolling Stone’, der jævnligt kåres til verdens bedste sang, men han spiller den simpelthen så ofte, at det efterhånden er mere spændende at læse det tyske Rolling Stone og at gå i cirkus med The Rolling $tones.

’All Along the Watchtower’, ’Highway 61 Revisited’ og ’Summer Days’ er også noget af det nærmeste, man kommer faste indslag i Dylans show, hvor de oftest placeres i slutningen i bragende versioner som i Malmö, hvor man efter endnu 100 minutter i selskab med stormesteren måtte sande, at berigelse er et fattigt ord, når manden fra Minnesota deler ud af sin rigdom.