Seks stjerner til Dylan i topform

Som ansat på et nyhedsmedie ville det jo være rart at kunne servere en af slagsen. Såsom, at Dylan ikke var særlig god. Eller måske ligefrem en sensation: At han var decideret ringe.

Men det ville jo være både at lyve og tale mod bedre vidende. For faktum er, at Bob ikke blot leverede en fin forestilling, men en decideret fremragende koncert. Og når populærmusikkens nok bedste sangskriver er i dét humør, så er der jo ikke andet at gøre end at kvittere med fuldt hus. Alt andet ville jo være meningsløst.

Allerede åbningsnummeret, en massivt svingende udgave af ’Gotta Serve Somebody’, mere end antydede, at mesteren havde fået det rigtige ben ud af turbussen denne aften. Modsat mandens seneste noget tvære danmarksbesøg i Odense virkede han i aftes decideret veloplagt, ja nærmest sprudlende.

Han sang seancen igennem decideret rygradsrislende godt, og bandet gjorde ikke blot, hvad de skulle, men en hel del mere.

Vellyd i Forum
Guitarduoen Stu Kimbell og Danny Freeman når nok aldrig op på niveau med forgængerne Charlie Sexton og Larry Campbell, men har efterhånden fundet deres egen let tilbageholdende form, der klæder sangene godt.

Og hjulpet på vej af kapelmester Tony Garnier på bas, trommeslageren George Recile og altmuligmanden Donnie Herron var det lige før man slet ikke savnede The Band. De ramte ofte den samme blanding af stensikker rygrad og pirrende lyst til at lege med koderne.

’I got nothing Ma, to live up to’ sang han i ’It’s All Right Ma (I’m Only Bleeding)’, men det er jo løgn. Ud over det største sangkatalog på denne side af The Big Bang forventer vi såmænd også både overraskelser og nye vinkler på de numre, vi troede, vi kendte til hudløshed.

Og vi fik det hele i aftes i Forum, som oven i købet vist aldrig har lydt bedre. At få ’Blowin’ in the Wind’ til at lyde dugfrisk med sit aparte jazzarrangement er det vist kun manden selv, der kan slippe af sted med.

Gåsehud
Så ja, han gjorde det sgu igen. Fik sat en tyk streg under, hvorfor manden i den lange sorte frakke for mange af os kan opsummere de sidste snart 50 års musikhistorie i to distinkte kategorier: Der er Dylan, og så er der de andre. Og så kan man diskutere frem og tilbage fra nu af og til dommedag.

Men én ting har mange år i branchen lært mig. Gåsehud skal man ikke argumentere med. Enten har man den, eller også har man ikke. I Forum nåede den nærmest aldrig at lægge sig.