Ordinær Duffy

Succesfænomenet som dvask dilettant i Falconer Salen, hvor 63 minutter var rigeligt i selskab med pseudo-soulens svar på Katie Melua og Norah Jones

23:53 - 12. jun. 2009 | Thomas Treo

Da Duffy gav sin første koncert på dansk grund under Roskilde Festivalens største teltdug i fjor, var det til at forstå, den kometagtige stjerne havde problemer med at lyse så stor en scene op så tidligt i karrieren, men her til aften i København var der ingen undskyldning for at virke endnu mere mat.

Sidste sommer havde hun i det mindste både entusiasmen og et glimt i øjet, men begge var slukkede i udsolgte Falconer Salen, hvor Duffy lignede en, der hellere ville trave en tur i regnen hjemme i Gwynedd en mandag morgen uden paraply end stå foran 3.000 forventningsfulde danskere en fredag aften i tørvejr.

På vej hen ad ’Warwick Avenue’ gjorde waliseren sig skyldig i at være for soul, hvad Katie Melua er for pop, og Norah Jones er for jazz, og ved at spille klassisk The Kinks, The Box Tops og James Brown over anlægget lige inden hun slentrede ind i rampelyset, kom hun til at udstille egne mangler yderligere.

En sølle time
Duffy var blot på scenen i sølle 63 minutter, men det var såmænd også rigeligt, og når man nu kun har et tilforladeligt debutalbum på 38 minutter i bagagen, er det selvsagt et mindre problem for eksempel at leve op til landsmanden Tom Jones, der med en menneskealder på rygraden har underholdt samme sted tilsat en helt anden sans for showbusiness.

Nemmere blev det ikke af, at Duffys blegnæbbede backingband havde flair for et funky groove som en cementblander danser ballet, og når man har solgt 6 millioner eksemplarer af ’Rockferry’, skulle man mene, der var råd til blæsere og måske endda strygere, der ikke kommer ud af en synthesizer.

Billige tricks
Navnlig på baggrund af ’Mercy’ havde blondinen det mest solgte album herhjemme i 2008, og skiven står nu i 100.000 danske hjem, men selv hittet blev leveret uden det spændstige beat og kække hoftevrik, der har gjort Duffy til en glimtvis ganske charmerende og sympatisk eksponent for pasticher af 60’ernes gyldne toner fra Memphis, Motown og Muscle Shoals.

Duffy forsøgte halvhjertet at fremmane en form for dragende sensualitet med sporadisk mikrofonsvingeri og lidt udfordrende kast med manken, men den snart 25-årige frøken fremstod egentlig som om, hun faktisk ikke troede på, at de billige tricks virkede inciterende.

Selv stemmen var snarere skinger end skøn, og alt i alt mindede Duffy mere om en karaoke-sanger i et hjørne af landsbyens pub end en vordende diva på toppen af verden.