OSLO (ekstrabladet.dk): Nu er der kun fire dage til sæsonens største musikbegivenhed på dansk grund, og så kan det jo være svært at sidde stille. Men bare rolig. AC/DC er nemlig hverken begyndt at spille søsyg avantgardejazz, østeuropæisk folkemusik eller flæbende indiepop.

Det beviste veteranerne med endnu en mandfolkepræstation i Oslo her til aften, og for lige at detonere enhver ubegrundet tvivl, bekendtgjorde Brian Johnson cirka syv minutter inde i showet følgende programerklæring:

- We’re here to rock’n’roll tonight!

Og så rockede og rullede de ellers. Igen.

Nummer 85 af 123
Det er svært at komme i tanke om mere pålidelige topunderholdere end AC/DC, men de gamle skarnsknægte fra Sydney er tillige noget af det mest forudsigelige showbusiness har fostret, og foran 40.000 på Valle Hovins beton formede koncert nummer 85 på ’Black Ice World Tour’ sig utvivlsomt som de 84 foregående og 38 forestående.

Selv legendernes lydmand vil næppe kunne høre forskel på Paris, Pittsburgh og Perth, og selvom man svinger mellem at være forrygende og formidabel, så er det publikums opgave at blæse luftguitaren op på bristepunktet, hvor fællesskabet forløses i eksplosiv eufori.

Nordmændene havde dog mistet pusten, da ekstrabladet.dk overværede legionærerne i Oslos snedækkede Telenor Arena i februar (nummer 43), og her understregede fjeldfolket, at det ikke er det mest feststemte folkefærd nord for Alperne. En grå sommeraften inspirerede imidlertid døgenigtene til en mere medlevende indsats, og ikonerne kvitterede med torden og lynild i form af bragende boogie og et energiniveau, der fortsat slår gnister.

Dværgstrip og kanoner
Tilsat tænderskærende intensitet fik ’Dirty Deeds Done Dirt Cheap’, ’Shot Down in Flames’ og ’Whole Lotta Rosie’ både tatoverede bikertyper og deres djævleyngel på skuldrene til at nikke skaller ud i luften og vride ansigterne i ondskabsfulde grimasser, som genren jo så yndefuldt foreskriver.

’Back in Black’, ’Hells Bells’ og ’T.N.T.’ er fortsat urokkelige grundpiller i gruppens repertoire, og fundamentet vaklede kun en anelse, når AC/DC ret uforståeligt lancerede hele fem skæringer fra deres ikke synderligt opsigtsvækkende aktuelle album, ’Black Ice’. Hvis de skulle have alle ens favoritsange med, så stod kvintetten stadig på scenen, men rødglødende ’Problem Child’, ’Sin City’ og ’Rocker’ får da ’Black Ice’ til at smelte øjeblikkeligt.

Gennem to timer og fem minutter med nogle af planetens mest elskværdige urostiftere er de nye numre dog blot små bump på vejen mod ekstranummeret ’Highway to Hell’, og atter kan man blot applaudere Angus Young og guitarvandalens 54-årige stænger, der piler utrætteligt omkring i slængets uforlignelige cirkus med obligatorisk dværgstrip, kanonade og dinglende kirkeklokker.

Det er vist det, man kalder at levere varen, og i tilfældet AC/DC, så er varen førsteklasses og tilsyneladende uden udløbsdato.