Denne charmerende mand

3

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

'The World Is Full of Crashing Bores’ hedder en af Morrisseys sangtitler, men ophavsmanden er mildest talt ikke selv en af dem. Den 50-årige kroniske melankoliker med det irske blod og det engelske hjerte har siden begyndelsen af 80’erne gang på gang kunnet finde poetiske guldklumper frem ved at pille sig selv i navlen.

For med slet skjult ironi (og en stille desperation) indimellem løfte blikket og konstatere, at ’I’m OK by Myself’.

Hudløst ærlig
Det er nu en sandhed med modifikationer, for Steven Patrick Morrissey må (givetvis modvilligt) også erkende, at ’I’m human and I need to be loved’.

Dette skisma mellem at være nærmest vrangvilligt privat – grænsende til det my(s)tiske – og den selvbevidste selviscenesættelse som popikon, eromdrejningspunktet og fascinationskraften ved denne mærkelige mand, som har gjort en dyd ud af at være poseur på trods. Som på en gang kan ramme en hel generation lige i hjertekulen med sine nærmest hudløst ærlige bekendelser, og samtidig med fuld overbevisning kan fremture ’How Can Anybody Possibly Know How I Feel?’

I aftes viste han sig dog fra sin mest imødekommende side godt bakket op af sit mest velspillende og muskuløse band i årevis.

Ingen som ham
Ingen perfiditeter eller overraskelser, men ca. 20 numre fra det gyldne katalog afleveret stramt og tæt på blot 80 minutter.

Lyden var som oftest i K.B. Hallen noget af en prøvelse (især i det første kvarter), hvilket er hovedårsagen til den let forbeholdne karakter, men den efterhånden noget plumpe popstjerne (der mere og mere ligner en anløben brugtvognsforhandler) gav i den grad menigheden en prædiken, som vil blive endevendt i ugevis.

Der er stadig ingen helt som ham. Og hvor mange kan man egentlig sige det om?