Indlæser...

Stadig stærk tobak

Der blev skrevet dansk musikhistorie, da Geolo G, Tue Track og Blæs Bukki - til sammen kendt som Malk De Koijn - sent lørdag nat begejstrede et tætpakket område omkring Roskilde Festivals Arena-scene

09:35, 05. jul 2009 | Henrik Queitsch

Malk De Koijn leverede et formidabelt show lørdag nat. (Foto: Anthon Unger)
Malk De Koijn leverede et formidabelt show lørdag nat. (Foto: Anthon Unger)

Annonce

  • Oversæt / Translate
Kosmisk kaos på Roskildes Arena scene. (Foto: Anthon Unger)
Kosmisk kaos på Roskildes Arena scene. (Foto: Anthon Unger)

Annonce

Malk De Koijn, Roskilde Festival, Arena, lørdag 4. juli

Annonce

ROSKILDE FESTIVAL (ekstrabladet.dk): Ved at vende vrangen ud på hiphoppens klichéer og radbrække det danske sprog skrev trioen dansk musikhistorie med de to milepæle ’Smash Hit in Aberdeen’ (1998) og ’Sneglzilla’ (2002), men siden 2004 har der ikke været flere forunderlige flaskeposter fra Langestrand.

Så det var et af Roskildes absolutte trumfkort, da man kunne annoncere en comeback-koncert med d’herrer Geolo G, Tue Track og Blæs Bukki, som da også blev et forventet tilløbsstykke lørdag nat, hvor området omkring Arena simpelthen blev spærret af, grundet det enorme fremmøde. Man skulle med andre ord være kommet i meget god tid, hvis man overhovedet ville have en chance for at være deltager i dette stykke dansk musikhistorie.

Som heldigvis viste sig at leve op til de enorme forventninger. For ikke nok viste trioen, at de stadig var 'Fågt Op I Skalle' og var i stand til at tage fuglen på os iført absurde kostumer og rim, der ville kunne få enhver ordbog til at kollapse, men samtidig annoncerede de, at dette ikke var et punktum, men en ny begyndelse, der vil kaste ikke blot en efterårsturne men også et nyt album af sig. Julen falder sandelig tidligt i år.

Uforlignelig lyrik
For trods det lange fravær fik Malk De Koijn med eftertryk bevist, at de stadig er en fuldstændig enestående størrelse på den danske musikscene, hvis forrykte tilgang til tilværelsen, uimodståelige charme, barokke indfald, åbenlyse musikalitet og uforlignelige lyrik i den grad har været savnet.

De blev da også mødt med overstrømmende begejstring fra den som sagt mere end tætpakkede plads, og kvitterede med et formidabelt show, som viste, at der på ingen måde var groet mos på hverken beats eller sprogguirlander.

De rigtige McCoys kan endnu skabe et kosmisk kaos som ingen andre og Lone har tilsyneladende stadig en kæmpestor røv, men nye tiltag som 'Malks Toback' og flere andre slog med syvtommerrim og skarpe rytmer fast, at Malk De Koijn stadig er de frækkeste og fremmeste drenge i klassen. Vi kan faktisk slet ikke undvære dem.

Annonce