Jesus af Parken

51

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

AC/DC var fantastiske for nyligt, og formandinden for Robbie Williams’ fanklub mener nok, at en fredag i 2003 stadig er universets mest skelsættende begivenhed, men vi er altså nogle, der hårdnakket vil hævde, at Depeche Modes koncert i 2001 udgør det mest mindeværdige musikarrangement i Parkens historie.

Med blottet torso piskede Dave Gahan stemningen op, så euforien til tider tangerede religiøs vækkelse, og her til aften var atmosfæren ligeså fortættet, men indledningsvis skyldtes det desværre kun, at luftfugtigheden i sommervarmen var som i Randers Regnskov.

Den engelske trio indledte underligt ædrueligt i form af tre numre fra deres aktuelle og bestemt ikke synderligt spændende karriereforlænger, ’Sounds of the Universe’, men med afsæt i gedigne udgaver af ’Walking in My Shoes’ og ’It’s No Good’ begyndte det at ligne den forventede fest, da Martin Gore sendte en overraskende guitartung version af ’A Question of Time’ fra hoften.

Testede tålmodigheden
’Fly on the Windscreen’ fungerede fremragende i et spændende arrangement, og atter beviste Depeche Mode, at det faktisk kan lade sig gøre at lave ganske tålelig lyd i nationalarenaens udskældte betonbyggeri.

Netop som showet fik luft under vingerne punkterede gruppen imidlertid affæren med to ballader sunget af Martin Gore, der på den led er for Depeche Mode, hvad pauseklovnen Keith Richards er for Stones.

Sjælerne testede tålmodigheden hos fanskaren, som ellers er blandt de mest trofaste i showbusiness, og efterfølgende fulgte endnu et par middelmådigheder fra ’Sounds of the Universe’, men i takt med at mørket sænkede sig over Parken, så begyndte seancen endelig at funkle stabilt en time inde i koncerten.

Ekstatisk forsamling
Gahan trådte eftertrykkeligt i karakter som ekstremt velsyngende og nærmest besat showmand, og Simon Kvamm fra Depeche Mode-coverbandet Nephew og 44.499 andre i den stort set udsolgte balsal begyndte at kaste hovedet frem og tilbage og smide hæmninger i ølkrusene til tonerne af magtfulde hits som ’I Feel You’, ’Enjoy the Silence’ og ’Never Let Me Down Again’.

Under sidstnævnte var det bestemt ikke til at se på Gahan, at han fik bortopereret en kræftsvulst i urinblæren i sidste måned, for indpiskeren piskede ud på en rampe blandt publikum og beordrede den stadigt mere ekstatiske forsamling til at kaste armene fra side til side, og disciplene adlød betingelsesløst til bagerste række på bagerste tribune.

Som en Jesus af Parken blev Gahan forgudet gennem djævelske ’Personal Jesus’, og få minutter senere forlod Depeche Mode den største musikkatedral i kongeriget efter en to timer lang koncert, der var glimtvis himmelsk men for ujævn til at tangere den magiske messe i 2001.

Mindre kunne dog sagtens gøre det.