Størknet hjerteblod

1

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Festlig har Lou Reed aldrig været, og med sidste sommers ordinære opførelse af ’Berlin’ i baghovedet kan legenden ikke beskyldes for at være blevet mere munter med årene, så det kom ikke som noget enormt chok, at attituden var afvisende arrogance, da den 67-årige newyorker adstadigt tøffede ind på Koncerthusets usædvanlige scene.

Med ham fulgte konen og performance-artisten Laurie Anderson samt elektronik-operatøren Sarth Calhoun og sammen bød trioen såmænd på 110 minutter med reserveret minimalisme, der ikke ligefrem leflede for underholdningsværdien.

Reed fremprovokerede guitarfeedback siddende udtryksløst på en kontorstol, mens den mere udadvendte Anderson hev længselsfuldt i sin violin, og indledningsvis glimtede sange som ’Mystic Child’ og ’Pale Blue Eyes’ faktisk overraskende stærkt i nænsomme versioner.

Groteske forsøg
Snart udviklede seancen sig dog til lidt af en tålmodighedstest, for Reed sugede alt liv ud af ’Romeo Had Juliette’ og ’Halloween Parade’ fra mesterlige ’New York’, og Andersons lettere groteske forsøg på at fortælle futuristiske historier virkede underligt altmodisch og klangmæssigt forældede.

Aftenens repertoire insinuerede et skitseagtigt kærlighedstema, men der var ikke ligefrem gnister mellem det relativt nygifte par, og som ekstranummer mere end antydede en træt ’I’ll Be Your Mirror’, at surmuleren burde tage et smut til lægen og få udskiftet sit størknede hjerteblod med noget frisk.

Kort sagt ikke en optræden, der vil få en til at banke på hos Reed og Anderson, næste gang man går og keder sig lidt på Manhattan.