Knap så prima donna

43

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Da den snart 51-årige Madonna Louise Ciccone første gang gæstede landet ved en udendørskoncert i Horsens i 2006 udviklede begivenheden sig til en regulær skandale, da kun en brøkdel af de 85.000 betalende publikummer havde en kinamands chance for at se og høre, hvad der egentlig forgik på den fjerne og alt for lille scene.

Det er måske hovedårsagen til, at man ikke på forhånd har kunnet melde udsolgt til gårsdagens forestilling i Parken. Sammenholdt med at donnaens seneste udspil ’Hard Candy’ bestemt ikke hører til blandt de stærkeste i kataloget. Og det engang så stilskabende ikon, har de senere år efterhånden fået mere omtale for sin skilsmisse og mildest talt ikke synderligt flatterende paparazzi-billeder end sine musikalske meritter.

Ikke desto mindre indtjente 2008-udgaven af den såkaldte ’Sticky & Sweet Tour’ 280 millioner dollar - en rekord for en soloartist.

Undertegnede overværede verdenspremieren i Cardiff i august sidste år, og kan godt afsløre, at Madonna ikke er meget for improvisationer. Showet er her et år efter på nær to numre fuldstændig identisk. Helt ned i detaljerne.

Evig ungdom
Den overtrimmede dame, der tilsyneladende (stedse mere desperat) har evig ungdom som tilværelsens højeste mål, arriverer i tronstol og let påklædning, og så går det ellers slag i slag i det velkoreograferede og professionelt afviklede, men ikke synderligt originale show, der mere er et langt remix tilført dans og video end en egentlig koncert, og det er nok tvivlsomt, hvor meget af musikken, der egentlig blev spillet på live på scenen.

Det er hvad dét er, men det der slår én hver gang man ser Madonna (i hvert fald på de tre-fire verdensturneer, som jeg har været vidne til), er hvor sært passionsløs hun virker.

Forleden kunne man se et af popmusikkens andre store M’er, Kylie Minogue, køre på automatpilot i Skanderborg, men hun formåede da i det mindste afslutningsvis af fremstå som et ægte menneske af kød og blod. Ja, næsten nærværende. Det ville aldrig ske for Madonna.

Det er hun simpelthen for meget kontrolfreak og narcissist til. Selv når hun hylder den nyligt afdøde, jævnaldrende kollega Michael Jackson virker det fuldstændig koldt og kalkuleret. Og når man tænker på, hvor mange erotiske symboler og henvisninger et Madonna-show rummer, så er det slående, hvor usexet det hele egentlig er.

Ligegyldigt
Popmusik – især af den mere dansable slags – handler jo om begær, ekstase, forførelse, hengivelse. Men den slags kræver, at man tør sætte sig selv på spil. Og muligvis tabe sig selv. Men sådan spiller klaveret ikke for Madonna. Hun kunne aldrig drømme om at sætte sig selv på spil. Eller blot i spil. Og derfor bliver det hele egentlig inderligt ligegyldigt.

Og modsat Mick Jagger, der også har gjort en dyd ud af leve op til sit eget ungdomsbillede, så virker Madonna ikke engang som om hun nyder det. Blot stramt fokuseret på ikke at sætte en fod forkert. Og det gjorde hun da heller ikke. Desværre fristes man til at sige.

For det havde måske ledet én til at tro, at det var en levende person, der stod der oppe på scenen, og ikke bare et selvforblændet spejlbillede.

Ja, hun valgte sågar at efterfølge fødselsdagshilsenen til sin søn Rocco, med ’You Must Love me’. Så kan han lære det. Og Parken, den lød som (næsten) altid ad helvede til.