Indlæser...

Da Kraftwerk indtog kraftværket

De stilfulde germanske gudfædre leverede gedigen techno-nostalgi foran 4500 tilskuere i Randers

08:55, 16. aug 2009 | Peter Albrechtsen

Kraftwerk har efterhånden kun et oprindeligt medlem tilbage, men flere af deres gamle klassikere er stadig uimodståelige. (Arktivfoto: Getty Images)
Kraftwerk har efterhånden kun et oprindeligt medlem tilbage, men flere af deres gamle klassikere er stadig uimodståelige. (Arktivfoto: Getty Images)

Annonce

  • Oversæt / Translate
Sætliste:

1.The Man-Machine

2.Planet of Visions

3.Home Computer

4.Tour de France

5.Autobahn

6.Computer Love

7.Das Modell

8.Neon Lights

9.Schaufensterpuppen

10. Trans-Europe Express

11. The Robots

12. Numbers/Computer World

13. Radioactivity

14. Vitamin

15. Aero Dynamik

16. Music Non Stop

Annonce

Kraftwerk, Værket, Randers, lørdag 15. august

Annonce

Klare koncepter har altid været et af Kraftwerks varemærker, så det virkede naturligt, at de her til aften gav koncert ved det gamle kraftværk i Randers. ’Kraftwerk am Kraftværk’ var ligefrem overskriften. Det kunne veteranerne vel nærmest bygge et helt nummer op omkring.

Hvis dén sang skulle være et passende billede på showet, burde den starte lidt spagt, vokse til noget stort, men så til allersidst fuse ud. Det var sådan formkurven formede sig for de tyske techno-pionerer på jysk muld.

Kraftwerk er gudfædre for stort set al musik, der blot har været i nærheden af et elektronisk beat – både L.O.C. og Simon Kvamm fra Nephew var da også troligt troppet op, og sammen med omtrent 4500 publikummer fik de en gedigen totaloplevelse for øjne og ører.

Billedside i 3D
Düsseldorf-ensemblet er ellers ikke helt, hvad de har været – bogstaveligt talt: Efter Florian Schneider forlod rækkerne sidste vinter, er der kun ét oprindeligt medlem tilbage, Ralf Hütter, som er stemmen med den tykke tyske accent, der kendetegner Kraftwerks repertoire.

På scenen lignede Kraftwerk til gengæld sig selv – fire stillestående mænd bag fire stillestående synthesizere – og med et overdådigt billedshow, der på stilren vis underbyggede bandets univers, uanset om det gjaldt togbaner, tyske motorveje eller fransk cykelløb. Denne gang var billedsiden sågar i 3D under sidste tredjedel af seancen.

Noget af det bedste var dog, at musikken på en måde også var tredimensionel – der var placeret højttalere både forrest og bagest på den åbne plads, hvilket indimellem blev udnyttet til at skabe en dragende surround-effekt. Det var faktisk, da cykelkædeeffekterne i ’Tour de France’ omgav folk på alle sider, at musikken for alvor blev medrivende.

Uimodståelige detaljer
Herefter var der dømt fornøjelig futuristisk nostalgi med uimodståeligheder som ’Das Modell’, ’The Robots’ og ’Trans-Europe Express’, der med en sugende kakofoni af tograbalder var endnu et af de steder, hvor der var lyd her, der og alle vegne. I det hele taget fortjener det forbløffende distinkte lydbillede at blive fremhævet.

Desværre tabte de aldrende herrer efterhånden pusten, og selv om de på det tidspunkt var iført selvlysende dragter, var det svært at få øje på store lyspunkter under de sidste numre, hvor intensiteten dalede og dalede. Det var Kraftwerk på halv kraft.

Helt galt gik det nu aldrig, og da Hütter efter to timer rundede af med et ’tak for i aften’ på gebrokkent dansk, havde man lyst til at gengælde med et ’selv tak’. Kraftwerk er stadig verdens sødeste robotter.

Annonce