Musikalsk MacVærk

42

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Fleetwood Mac

Parken, København.

Fleetwood Mac er egentlig en besynderlig størrelse. De indledte karrieren i tresserne som traditionelt britisk bluesorkester, men efter flere mutationer endte de som at af halvfjerdsernes mest populære amerikanske navne ved at forædle radiovenlig popmusik til en ædel kunstart.

Album som ’Fleetwood Mac’ (1975) og ikke mindst ’Rumours’ (1977) er stadig en fornøjelse at lægge øre til den dag i dag – så på en gang enkelt og sofistikeret kan det gøres. Og med dobbelt-lp’en (ja, det var dengang) ’Tusk’ (1979) fik de vist, at de også havde mod på at prøve musikalske grænser af.

Samtidig opførte gruppen bag kulisserne en veritabel sæbeopera med utroskab, skilsmisser og et selv efter datidens normer overvældende forbrug af sprut og kokain i baner, der var længere en den obligatoriske flåde af limousiner.

Faktisk var excesserne så massive, at det nærmest strider imod enhver naturlov, at de stadig står på scenen. Dog i dag uden Christine McVie, der gik på pension i 1998. Men resten af den klassiske konstellation – Stevie Nicks, Lindsey Buckingham, John McVie og Mick Fleetwood – som i dag er mellem 60 og 63 år, gæstede altså for første gang Danmark i går aftes.

Gyldne år
Og selv om gruppen har udgivet en stribe album siden de gyldne år, senest det hæderlige ’Say You Will’ (2003), så er det de primært de tre ovennævnte skiver, der er grunden til, at 18.000 ikke helt unge troppede op til den europæiske turnepremiere i Parken. Og dét ved Fleetwood Mac godt. Hele 18 af numrene på aftenens sætliste stammede herfra.

Og det kunne der sikkert være kommet en potentielt herlig aften i nostalgiens nådige skær ud af, bandet (ikke mindst Nicks og Buckingham i front) virkede som sådan veloplagte nok – på den der professionelle måde – og de fleste af de der sange, er altså svære at argumentere imod, hvis man besidder blot en anelse melodisk sans.

Skandaløst
Men ak, ak. Endnu en gang blev vi præsenteret for så rærlige lydforhold i Parken, at det tangerer det skandaløse. Kombinationen af nationalarenaens håbløse akustik og en tilsyneladende tonedøv lydmand udviskede enhver nuance – ja, det lød nærmest som om man havde smidt en dyne over højttalerne, og så skruet op for bassen.

Det er noget af det værste, jeg nogensinde har været budt herinde. Og det siger ikke så lidt. Det kan snildt gøres bedre – også i disse rammer.

Hvilket virker ekstra distraherende, når vi taler om et band, hvor vellyd og elegante produktioner er en væsentlig del af pointen. Pis og papir, for jeg havde sgu virkelig glædet mig. Og bag buldret er jeg ret overbevist om, at veteranerne leverede en ganske fin koncert. Men hvad hjælper dét, når man ikke kan høre det.

Det er jo musik for helvede. Så ovennævnte fedtede stjerneuddeling går ikke så meget på selve Fleetwood Macs indsats – den var nærmest ikke til at bedømme under de givne omstændigheder – men mere i irritation over igen at blive budt nogle forhold, som man skal være rockpublikum for at finde sig i.

Hvis jeg eksempelvis går i biografen og billedet er uskarpt, ville jeg fluks forlange mine penge igen. Og få det.