Bleg Pink

På trods af farverigt show var popstjernen sørgeligt anonym foran 10.000 i Forum

01:57, 08. nov 2009 | Peter Albrechtsen

Der var ikke sparet på rekvisitterne, da Pink indtog København, men det gjorde ikke musikken mere spændende. (Foto: Anthon Unger)

Pink, Forum, København, lørdag 7. november

Lad os starte med et opslag i ordbogen: Funhouse kan oversættes til forlystelseshus. Så når nu Pink kalder sin igangværende verdensturné for ’Funhouse Tour’ skulle man tro, at underholdningen var sikret.

Men nej. Scenen i det for længst udsolgte Forum var spækket med akrobater, dansere, farveladekulisser, musikanter, ja, hovedpersonen selv var endda flere gange oppe og flyve under loftet i alverdens aparte konstruktioner. Musikken nægtede til gengæld at lette. Ja, hele showet var så mekanisk, at selv opfinderen af automatpiloten ville føle sig snydt.

Anstrengt stemme
De talrige cirkusreferencer undervejs sendte tankerne i retning af Britneys sommeraudiens i Parken, hvor der var ramaskrig, fordi frøken Spears mimede til sine sange. Men ved Pinks besøg forholdt det sig lige omvendt: Her havde det været skønt at slippe for at høre madammens anstrengte stemme, som hverken havde følelse eller gennemslagskraft.

Heldigvis for den californiske popstjerne havde hun medbragt et par ivrige backingsangerinder, som gjorde alt for at banke refrænerne ud over rampen. Det hjalp nu ikke stort, for resten af kæmpebandet var en flok gumpetunge bulderbasser, som Pink i et grotesk øjeblik udråbte til ’nogle af verdens bedste musikere’. Gad vide, hvem der så er de værste?

To lange timer
At Pink ikke just kan prale af sin kvalitetskontrol er åbenbart også gået op for hende selv. Til trods for at det produktive pigebarn har udsendt hele fem plader, så brugte hun ufattelig meget tid på coverversioner (hele fire styk!), lallede pauseindslag og diverse søvndyssende soloer, der gjorde den næsten to timer lange seance endnu mere langtrukken og ligegyldig.

En pudekamp undervejs var et dejligt iltert indslag, og den gospel-agtige afslutning på ’Trouble’ var minsandten medrivende. Pink gjorde sig generelt bedst i den neddroslede midterdel, hvor vi slap for pseudo-provoens forsøg på at lege Madonna eller det, der er værre. Pink er lige så dårlig til at lave ballade som til at lave ballader, og det siger ikke så lidt.

Det er Pinks paradoksale problem: Hun er simpelthen for farveløs.