Magtfulde Mew

8

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Det er traditionen tro sjældent i dansk showbusiness, at popularitet og kunstnerisk pondus går op i den berømte højere enhed, men hos Mew er der både bred tilslutning og højt til loftet, og med afsæt i gruppens seneste guldplade, sensommerens ’No More Stories...’, bliver bandet bare ved med at forbløffe.

Her til aften nåede Hellerups største succes siden Tuborg og Lars Ulrich til Århus på en europaturné, der fører trioen ind i en fyldt K.B. Hallen lørdag, og så tilbringer tusindkunstnerne ellers december på de amerikanske landeveje.

Fredag nøjedes de med en frydefuld færd i deres eget gådefulde univers, som de efterhånden guider rundt i tilsat en imponerende professionalisme, som garanterer et bundniveau, der når næsten ligeså højt som Jonas Bjerres pragtfulde stemmepragt.

Betagende udsmykning
Bo Madsens guitarspil er selvstændigt og usvigeligt sikkert, men selv på Mews mørkelagte scene sidder Silas Graae bestemt ikke i skyggen af vennerne, og i ensemblets rytmisk radbrækkede repertoire har trommeslageren udviklet sig til et magtfuldt omdrejningspunkt, så man forstår sagtens, de har opkaldt et nummer efter ham.

I forhold til årets magiske midnatsforestilling på Roskilde Festival udeblev den helt ekstraordinære stemning i den sitrende sal, hvor forventningsglæden blandt 1.800 overvejende unge publikummer ikke desto mindre blev forløst gennem 95 minutters højmesse med popsymfonier, som kun sjældent virkede lidt tomme.

Udsmykningen var dog aldrig andet end betagende, og fra bagtæppet fik forsamlingen sanserne tæppebombarderet med underlige og vidunderlige strimler, der fremstod som et skiftevist foruroligende, morsomt og underskønt sammensurium af David Lynch, Tim Burton og Mumitroldene.

Fuldendt balance
Mews ypperlige sans for æstetik duperede i fuldendt balance med deres fortryllende toner, og midtvejs kulminerede den katedrallignende velsignelse af toner i form af de himmelske skæringer ’156’, ’White Lips Kissed’, ’Introducing Palace Players’ og ’Repeaterbeater’.

Efter en noget indadvendt indledning åbnede 'Special' for overdådighederne, og specielle er lige, hvad Mew er, og specielt er lige, hvad det var, da flere hundrede gymnasiepiger hvinede sig hæse, mens de skrålede med på Bjerres kryptiske lyrik til eksempelvis eventyrlige 'The Zookeeper's Boy'.

Showets overraskelse var et tilsyneladende nyt og lettere bizart ekstranummer, der hedder ’Bear’, hvor en bamselignende bjørn tonede frem og vist brummede noget med, at det nok skal gå alt sammen. Så længe vi har Mew, går det i hvert fald ikke helt galt.