Indlæser...

Sanne Salomonsen: Ringvrag

Pinagtig pop-mama groggy på hjemmebane i K.B. Hallen i København her til aften

00:03, 27. feb 2010 | Thomas Treo

Sanne Salomonsen - måtte starte nummer forfra og var uden kraft i stemmen. (Arkivfoto: Christian Hjorth)
Sanne Salomonsen - måtte starte nummer forfra og var uden kraft i stemmen. (Arkivfoto: Christian Hjorth)

Annonce

  • Oversæt / Translate
Sætliste:

1. Hel igen

2. Hvis du forstod

3. 6. sans

4. Vis mig hvem du er

5. Teardrops in Heaven

6. Like a Woman

7. On a Night Like This

8. Den lille løgn

(SS får pusten)

9. Kød og blod

10. Running Free

11. Uden dig

12. Voodoo

13. Ud af mørket

14. You've Never Been Loved Before

Ekstranumre:

15. Taxa

16. Sui Sui

Ekstra-ekstranummer:

17. Den jeg elsker

Annonce

Sanne Salomonsen, K.B. Hallen, København, fredag 26. februar

Annonce

Et lille kvarter inde i koncerten svajer Sanne Salomonsen fortumlet rundt og mumler pludselig:

- Hvad fanden er det, jeg laver?

Hun har glemt teksten til ’Vis mig hvem du er’ og er undskyldende tvunget til at bede bandet om at starte nummeret forfra.

Den slags kan ske for enhver, men under den første af to udsolgte optrædener i K.B. Hallen virkede bommerten som en logisk konsekvens af, at den 54-årige sangerinde simpelthen ikke er i form til at stå på en scene.

Ingen autoritet
Pop-mama mindende snarere om en bedstemor allerede inden hendes blodprop i 2006, og fire år efter er Salomonsen unægtelig ikke blevet yngre. Stemmen var uden kraft og autoritet, og hvis ikke det gumpetunge orkester overdøvede hende, så gjorde veteranens publikum, der er trofast nok til at betale 300 kroner for at gå glip af X Factor.

- Åh, hvor er det fantastisk! jublede Salomonsen som tak for klapsalverne, og man følte sig hensat til en bizar Oprah Winfrey-virkelighed, mens madammen stavrede uskønt omkring som en blanding af Tina Turner og Axl Rose.

Midt i det 90 minutter lange sæt forsvandt Salomonsen 10 minutter, og så blev hendes håndlangere sat til at træde vande, indtil discount-divaen var tilbage med blandt andre ’Uden dig’, hvor nostalgien minsandten blev nærværende.

Det sørgeligste
Men det svarer til, at Brian Nielsen - der næsten kan matche Salomonsen i malplaceret tilnavn - får et enkelt møllesving ind på modstanderen, hvis han vitterligt gør comeback, og det gør han ikke, hvis han fredag aften havde set, hvor uværdigt den slags kan se ud.

Det sørgeligste er faktisk, at det ikke virker som om, at Salomonsen er tilbage, fordi hun elsker musikken, eller fordi hun har brug for pengene - hun higer bare efter at blive bekræftet.

Det eneste, vi andre blev bekræftet i, var dog, at pop-mama er afdanket.

Annonce