Indlæser...

På stikkerne

Udsøgt torsdag aften i København med evigt glødende og altid elegante Tindersticks

00:06, 12. mar 2010 | Thomas Treo

Annonce

  • Oversæt / Translate
Stuart Staples fra engelske Tindersticks - et studie i superb stil og tidløs popmusik. (Foto: Mogens Flindt)
Stuart Staples fra engelske Tindersticks - et studie i superb stil og tidløs popmusik. (Foto: Mogens Flindt)

Annonce

Tindersticks,
Store Vega, København, torsdag 11. marts

Annonce

Tindersticks er nogenlunde ligeså nyskabende som en popsang om ulykkelig kærlighed, men af og til er det bare bedst at få det, man kender, og lykkeligvis svarer lyden af de ekskvisitte briter til at synke ned i barndomshjemmets bedste Chesterfield.

Stuart ’Stardust’ Staples og hans stjernebesætning spiller vuggeviser for voksne, og i et fyldt Store Vega i København var publikum så andægtigt tyste under sjælerne, at når en uheldig jokkede på et fadølsbæger, virkede det som om, hele Mågestellet røg på gulvet.

Repertoiret var hovedsageligt hentet fra ensemblets ganske glimrende aktuelle album, ’Falling Down a Mountain’, mens blandt andre ’Marbles’, ’A Night In’ og ’City Sickness’ blev støvet behændigt af fra bagkataloget, der stadig er værd at slå op i, hvis man holder af velourblød vemod og drivende romantik, som er sat ulasteligt i scene.

Tindersticks’ luksuslyd dansede torsdag så elegant ud af instrumenterne, at hver en nuance blev nydt, og man kunne trygt læne sig helt tilbage og lade sig forføre af et orkester, der mestrer det tidløses kunst.

Fornemt.

Annonce