Sjov og stolt svensk diva

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Jenny Wilson har ikke kunnet gøre meget forkert, siden hun klogeligt forlod indiepopbandet First Floor Power.

Den 34-årige svensker har med succes udforsket sine musikalske grænser på to eminente album, og det fortsatte hun med lørdag aften i DR’s Koncertsal - af Jenny Wilson betegnet som Grand Canyon - foran små 1000 gæster, da hun satte sine hudløst ærlige, skæve popsange om det svære moderskab som besunget på toer-albummet ’Hardships!’ op mod et seks mand stort gospelkor.

På plade kan sangene om bl.a. syndige tanker om at forlade sine børn - hvilket hun naturligvis ikke gør - virke kolde, kantede og krigeriske, men live er Jenny Wilson varm, rund og imødekommende.

En hujende flok
Med store smil, sjovt timede kommentarer, højenergiske, ekstatiske dansetrin og opfordringer til publikum om at komme op af de bekvemme siddepladser fik hun gennem det knap halvanden time lange sæt forvandlet det behageligt siddende publikum til en dansende, klappende, hujende flok, der endte med at skrige på mere i ren Beatlemania-stil.

Jenny Wilson har masser af personlighed, en særegen stemme og opfindsomme arrangementer, der endda svinger voldsomt på en koldfunky måde.

Hun er tilmed karismatisk som en PJ Harvey på speed og ankom til Koncertsalen med tyk rød læbestift og klædt i store, røde gevandter, som hun midtvejs skiftede til noget lige så divaagtigt i grønt, lilla og sort.

Og den stil passede glimrende til et gospelkor, der ofte fungerede som modparten i en slags call-response. Det mindede om en spirituel renselse, når Jenny Wilson satte sine bekendelser op mod en sangform, der stammer fra en kirkelig hyldest til Gud.

Funky xylofon
Hun sang selv fremragende og mestrede både sit klaver og guitaren, mens rytmesektionen bag hende svingede. Og selv xylofonen lød funky i hænderne på percussionisten Pontus Langendorf.

Der sker i forvejen en masse i Jenny Wilsons skæve arrangementer, og tilsat et gospelkor blev det også for meget. Alt, alt for meget. Sangenes budskaber druknede af og til i det dramatiske, og hun var klart bedst i de mindst storladne arrangementer.

Men Jenny Wilson knejsede alligevel stolt midt i det hele og reddede en sikker sejr hjem med masser af personlighed, charme og noget så enkelt som gode melodier. Herligt livsbekræftende!