Sirenesang

En sirene var i den græske mytologi en smuk og overnaturlig kvinde, hvis lokkende sang førte sømænd på afveje og fik dem til at lide skibbrud. Sådan er vi også mange, der har det med den 44-årige californiske sangerinde Hope Sandoval, hvis forførende, stærkt sensuelle vokal kan få én til at glemme både tid og sted, og om ikke andet for en stund drukne i tonernes hav.

Sandoval gjorde sig for alvor bemærket i duoen Mazzy Star, som leverede tre uopslidelige album, og har siden arbejdet med en lang række navne fra Air over The Chemical Brothers til senest Massive Attack. Sammen med The Warm Inventions har hun udgivet to album med hele otte års mellemrum - senest ’Through the Devil Softly’ fra 2009.

En dragende silhuet
Som ved sine foregående koncerter her til lands betjener Sandoval sig mildest talt ikke af de store falbelader. Bortset fra et indledende ’hello everybody’ bliver der ikke sagt et ord fra scenen, som stort set er indhyllet i mørke, der får sangerinden til at fremstå som en lille, spinkel silhuet. Denne gang dog ledsaget af flimrende billedsekvenser fra noget så arkaisk som en summende smalfilmsfremviser.

Hvilket kun understøttede den dragende, mystiske kvalitet ved Sandovals suggestive sange, der sjældent bevæger sig over søvngængertempo, og vel nærmest kan beskrives som en slags ambient rock. Men besidder så mange fortryllende kvaliteter, at man med det samme trækkes ind i den musikalske malstrøm, og uden forbehold lader sig drive med af de melankolske klange. For derefter at lade sig skylle op på Vesterbros våde gader igen efter en forjættende og lutrende time med samme fornemmelse i krop og sjæl som efter en god drøm, man kun kan huske brudstykker af. Magisk.