Når de bedste kun er gode

1

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Som den bedste af alle tiders allerbedste sprudlede Bob Dylan onsdag og torsdag i Herning og Malmø, og fredag og lørdag var scenerne i København så overladt til nogle af tidens allerbedste traditionalister i form af Gillian Welch og Bon Iver, der understregede, at tiden ikke er, hvad den har været.

LÆS OGSÅ: USTYRLIG BOB DYLAN UDFORDREDE MALMØ

Det er flere årtier siden, at Dylan toppede, men generationerne halser stadig efter stormesteren, og midt i deres bedste år, fremstod både Bon Iver og Gillian Welch som et antiklimaks efter den spjættende gamling.

Som et jazzorkester
Bon Ivers seneste succesalbum, der bare hedder ’Bon Iver’, er blevet en af den slags plader, som de spiller hos bageren, og det er naturligvis ikke Justin Vernons skyld, men hans optræden i et overstadigt begejstret Falconer Salen, der blev udsolgt øjeblikkeligt, virkede som en noget overilet trodsreaktion på populariteten.

LÆS OGSÅ: ENSPÆNDER I ØDEMARKEN

Den sympatiske spillemand fra Wisconsin fik opbakning af en omskiftelig oktet, der til tider teede sig som et jazzband, og de ofte besnærende folknumre fra de to Bon Iver-skiver blev udfordret i lidt for overlæssede arrangementer, der strittede i lige lovligt mange retninger.

Men på sin vis et forfriskende ambitiøst tiltag af Vernon, der også legede med sin falset og volumeknappen gennem 90 minutter, hvor en skønt uspoleret version af ’Holocene’ og stramt groovy ’Minnesota, WI’ viste potentialet i mandens uomtvistelige talent.

Det moderne teater
Gillian Welch har tilsat nærmest religiøs stramhed udsendt en håndfuld bedårende skiver i krydsfeltet mellem folk, country og bluegrass, og med sin faste partner, mesterguitaristen David Rawlings, fik det yderst altmodisch fruentimmer såmænd Det Kongelige Teater til at virke moderne.

LÆS OGSÅ: WELCH MED STREJF AF STORHED

To sæt mindede om, at newyorkeren efterhånden har masser af fremragende sange, men i længden virkede det for forudsigeligt, at duoen spillede dem i udgaver, der var nærmest identiske med studieversionerne - bare ikke helt så gode.

Det lille dyk i kvalitet skyldtes ikke mindst parrets vokalharmonier, som savnede pladernes åndeløse intimitet, og symptomatisk for den stilfærdigt nydelige seance blev det udeblevne overskud sat i relief af pausemusikken med countryens vel nok fornemste vokalist, George Jones.

LÆS OGSÅ: KING GEORGE

Alting var bare bedre i de gode gamle dage.