Heil Rammstein!

110

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Rammstein har siden 1990’erne sprunget rammerne for, hvor vildt og voldsomt et show kan leveres, og tirsdag aften flyttede orkesteret endnu engang grænserne for særdeles grotesk topunderholdning.

Alene gruppens entré var simpelthen fænomenal.

Rammstein promenerede gennem publikum, og via et podie midt i salen vandrede de op på scenen over en massiv bro, der blev hejst ned fra loftet. Derefter rejste ’Sonne’ sig uimodståeligt, og så var der ellers dømt munter mareridtsvision i Rammsteins ubarmhjertige univers.

LÆS OGSÅ: Rammstein i sadistisk selvsving

Der blev bestemt ikke sparet på krudtet, og flammekastere, kanonslag, røgmaskiner og andet heftigt isenkram fik Forum, som blev udsolgt på en uge, til at minde om en blanding af galehus og nytårsaften i helvede. Altså på den fede måde naturligvis.

Næverne i vejret
Velkendte ritualer som gummibåden udover publikum og den sorte gryde figurerede igen, og de virker stadig, men slængets scenografi har aldrig stået så overbevisende monumentalt som foran 10.000 en anelse sløve publikummer. Til deres undskyldning skal det siges, at det selvfølgelig også er svært at måbe og juble samtidigt.

LÆS OGSÅ: Wunderbar Rammstein

Troppefører Till Lindemann og hans forrykte kumpaner fik dog flere gange forsamlingen til at strække næverne i vejret som hyldest til bandet fra Berlin, hvis satiriske strækmarch-metal godt kan virke noget monoton over hele to timer, men man må sige, sekstetten kompenserede for den manglende musikalitet ved hjælp af en herlig gimmick til nærmest samtlige tyve numre.

Sætlisten bestod næsten udelukkende af skæringer fra den aktuelle opsamling, ’Made in Germany 1995-2011’, og gennem en homogen præstation uden markante udsving var vældige ’Mutter’ og ’Ohne Dich’ gebommerlige højdepunkter, mens ’Links 2-3-4’ føltes som at blive kørt over af en kampvogn.

Umiskendeligt tysk
Selve showet står dog svejset dybere ind i erindringen end de vulgære schlagere, der ikke desto mindre blev tromlet fra det imposante rampelys med umiskendelig tysk effektivitet og ualmindelig fyndig pondus.

LÆS OGSÅ: Grumme gøglere

Mod slutningen spillede de ’Engel’ - ikke den med Rasmus Seebach - og mens flammerne tog fat i kæmpemæssige englevinger, begyndte man efterhånden at få ondt af brandinspektøren i Forum.

Vi andre kunne bare nyde det overvældende inferno.