Lou Reed fyldte 70 i foråret, og mandag kunne det både ses og høres i København, hvor en mand i karrierens sene vinter stavrede stivbenet på scenen i Falconer Salen.

Samme sted i 2003 præsterede veteranen en aldeles medrivende tour de force gennem et af rock’n’rolls store stilskabende kataloger, men ni år senere var stilen en helt anden.

Læs også: Se også: Lou Reed som vital veteran

Den gamle newyorker fik nu heller ikke særlig god assistance af et monotont buldrende og uskønt skurrende band, der formåede at få på grænsen til antikke klassikere som ’Heroin’, ’I’m Waiting for the Man’ samt afsluttende ’Sweet Jane’ til at fremstå næsten ordinære.

Reed virkede faktisk mest ansporet - alt er relativt - under de fire numre fra sidste års udskældte ’Lulu’, som han bankede sammen med Metallica, men materialet er bare ikke stærkt nok.

Læs også: Se også: Metallica-fans vil dræbe Lou Reed

Midtvejs i det 110 minutter lange sæt fungerede afdæmpede ’Street Hassle’, ’Cremation - Ashes to Ashes’ og ’Think It Over’ som små åndehuller, og Reeds arrogante attituder og excentriske snobberi er jo bestemt ikke uden underholdningsværdi.

Pirrende solooptræden
Aftenen var i det hele taget slet ikke helt spildt, for som opvarmning leverede Joan As Police Woman alias Joan Wasser en pirrende solooptræden, inden alle 2100 havde fundet deres plads i den udsolgte sal.

Kvinden fra Connecticut akkompagnerede skiftevis sig selv på guitar og keyboards, men det ænsede man knap nok, for den intenst sanselige tone i hendes vokal var ladet med sitrende erotik.

Læs også: Se også: En hed affære

Wassers hjerteskærende kærlighedssange virkede dybt dragende, og det eneste, hun kunne klandres for, var at synge kor under store dele af hovednavnets hovedrystende oldboysmatiné.