Hurra for Bon Iver. Hurra for ambitiøse bands. Men desværre knap så stort hurra for Bon Ivers ambitiøse show på Roskilde Festival.

Bon Iver har med blot to plader manifesteret sig som en af tidens væsentligste folk-fænomener, og det skyldes ikke mindst, at hovedmanden Justin Vernon er en legesyg herre, der hele tiden udvikler sit udtryk.

Det gjorde Bon Ivers seneste album til et af sidste års bedste, men på Dyrskuepladsen næststørste scene var den evige musikalske nysgerrighed både en velsignelse og en forbandelse.

Backingbandet talte hele otte medlemmer, og det vrimlede med slagtøj, blæsere, guitarer, keyboards, lamper og smuk scenografi. Men det var kun i starten og slutningen af showet, at det for alvor føltes, som om den enorme instrumentpakke blev forløst til en stor, samlet vision. Så var der til gengæld også dømt ren magi - i starten især med 'Minnesota, WI' og afslutningsvis med 'The Wolves (Act I and II)'.

Store øjeblikke
Mellem de yderpunkter var der skam skønne øjeblikke, men også en følelse af, at Vernon & Co. ville for meget. Der var fyldt med Bon-kammerater i det tætpakkede telt, og stemningen var ofte decideret euforisk, men de mange musikalske eksperimenter lagde til tider en dæmper på den magiske intensitet, der præger begge Bon Ivers udspil.

Så spændende er det ikke med violinsoloer og generelt guitarlir.

Kedeligt var det nu aldrig at opholde sig i Bon Ivers legestue, og hellere en flok ihærdige idealister, der prøver for meget, end en samling dovne døgenigte, der satser på det sikre.

Men det bliver en stor dag, når de store live-ambitioner fra start til slut går hånd i hånd med stor musik.