Frederikshavnerdrengen Allan Olsen er et nogenlunde lige så fast indslag på Skanderborg som fjollede hatte, fedtmættet fast food og tømmermænd. Uden sammenligning i øvrigt.

Guldrandet bagkatalog
Men traditioner behøver som bekendt ikke at være af det onde. Og slet ikke når det gælder Olsens morgenseancer, hvor alt som sådan var ved det gamle. Trubaduren har ikke leveret en ny samling sange siden den fem år gamle ’Multo Importante’, men har så heldigvis et guldrandet bagkatalog at trække på. Samt ikke mindst et dejligt tilbagelænet scenenærvær samt et par ualmindeligt velspillede sekundanter, guitaristen Per Christian Frost og bassisten/tangentspilleren Nicolaj Land samt momentvis den efterhånden gamle kending Gæst Vincent. Tilsat Olsens velkendte, vindtørre og kulsorte humor.

Afslappet travgang
Der blev lagt ud med ’Taberens Søn’ og så gik det ellers i afslappet men aldrig kedsommelig travgang (det var jo tidligt på dagen efter festivaluret) over mere eller mindre velkendte perler fra ’Rimmerby Strand’ (tilbage fra debutalbummet) over ’Rødt Jern’, ’Op til Alaska’, ’Balladen om Rosa’, ’Vi lå jo i Herning’, og hvad de nu ellers hedder alle sammen.

Tilsat de obligatoriske stikpiller til kollegaerne Lilholt og Madsen. Altså absolut intet nyt under den stærke sol. Men sådan en musikalsk ækvivalent til en god, stærk, kop sort kaffe og hjemmebagt ’Rugbrød’ skal man bestemt heller ikke kimse af.

Selv om det ville være rart med en ny samling fra Olsen. Der er jo ikke blevet mindre at skrive om siden sidst. Eller flere om buddet, der kan matche nordjydens letbitre, sardoniske indsigt og rammende sproglige billeder.