Det sker jævnligt, når man nu gennem mange år har fulgt populærmusikken på godt og ondt, at man tænker, nu kan det da ikke blive mere forudsigeligt og kedsommeligt. For igen, at blive overrasket over, at jo, det kan det godt.

For magen til forloren, beregnende og nærmest chokerende uoriginal forestilling, som den Burhan G bød på torsdag i Skanderborg, skal man lede længe i hukommelsen for at finde magen til.

Der var nærmet ikke den hengemte kliché, der ikke blev hevet op af den musikalske mølpose, der med fuldt overlæg sigtede direkte under laveste fællesnævner.

Hvis den 29-årige sanger nogensinde har tænkt en selvstændig tanke, så formår han at skjule det med forbløffende overbevisning. Hans enerverende ’Du og Jeg’-sange er på et nærmest skræmmende fattigt, sprogligt niveau. Han får nærmest kollegaen Rasmus Seebach til at fremstå som avantgardepoet, og modsat Seebach, der i det mindste leverer varen med noget, der ligner overbevisning og nærvær, virker Burhan G ikke engang selv som om han tror på ligegyldighederne.

Både showmæssigt og musikalsk er der tale om en så forloren omgang, at man ind i mellem har på fornemmelsen at at overvære en spydig parodi på en selvsmagende popsanger med et svulmende selvværd, der er nærmet omvendt proportionalt med det pauvre talent. Noget som eksempelvis Gramsespektrum kunne have udtænkt i deres mest syrlige øjeblikke.

Desværre var det kun alt, alt for virkeligt. Og jeg kan selv med min bedste vilje ikke finde et eneste forsonende moment. Ud over, at det fik en ende.