Læs også: Se også: Burhan G på banaliternes overdrev

Læs også: Se også: Allan Olsens trodsige taberhymner på sengekanten

Om koncerten i forbindelse med OL’s afslutningsceremoni på søndag i Hyde Park bliver den sidste med Blur nogensinde, er stadig et åbent spørgsmål. Men uanset hvad, så må det siges at være et formidabelt scoop for festivalen i Skanderborg, at få lov til at lægge scene til en af kvartettens meget få optrædener i denne ombæring.

Efter guitaristen Graham Coxons afgang i 2002 og albummet ’Think Thank’ fra 2003 satte gruppen uden det store drama punktum for et af de mest mindeværdige kapitler i 1990’ernes britiske pophistorie, men blev så gendannet for en kort bemærkning i 2009, og så altså igen her i 2012.

Tætpakket plads
Men glemmer man for en stund de muligvis historiske aspekter – hvis det er muligt – så leverede Damon Albarn og co. også målt på dagsformen en af de mest medrivende koncerter indtil videre på dette års festival. Og i det hele taget en af de forestillinger, der nok skal skrive sig ind i Skanderborgs annaler med store bogstaver.

Allerede fra den indledende ’Boys & Girls’ havde man den fulde koncentration fra den mildt sagt tætpakkede plads foran Bøgescenerne, og så gik det ellers i ualmindeligt veloplagte slag efter slag som funklende perler på en snor.

Med plads til både mere skæve katalognumre som ’Young and Lovely’ og ’Caramel’ til publikumspleasere som ’Country House’, ’Parklife’ og ’Song 2’ samt gruppens to seneste numre ’The Puritan’ og ’Under the Westway’, hvoraf især sidstnævnte med stor overbevisning slog fast, at Blur stadig har meget at byde på.

I det hele taget var sætlisten en nærmest demonstrativt suveræn opvisning i gruppens enorme spændevidde – fra klassiske, ærkebritiske popsange over frenetisk støjende elementer til de både mere eksperimenterende og inderlige stunder, som de mestrer med lige stor stilsikkerhed.

Målrettet indpisker
Albarn var seancen igennem en målrettet indpisker og så er han jo tilmed også en fremragende, dybt personlig vokalist.

Holdet, der i dagens anledning var udvidet med korsangere og blæsere, er måske ikke verdens største instrumentalister sådan rent teknisk set, men de kan tilsammen skabe noget helt unikt, som man ikke kan lære på nogen konservatorier. Lad os bare kalde det kunst.

Albarn lukkede og slukkede den fortryllende sensommeraften med ordene ’Tak fordi I har båret over med os gennem så mange år’. Det er os, der takker. Og tilmed bukker og skraber.

Uanset hvad fremtiden bringer, har Blur for længst sikret sig en plads blandt de helt store i det sidste kvarte århundredes populærmusik.