Dylan-koncert: Torden fra bjerget

Del på
Messenger!

Send artikel

Bob Dylan, Forum, København, mandag aften

Gad vide, hvad der driver Bob Dylan?

Måske ikke et af tilværelsens største spørgsmål, men alligevel et af dem, der vender tilbage, hver gang man overværer en forestilling med spillemanden, der fylder 66 år i næste måned.

Især fordi man selv gerne ville have bare en flig af den samme utrættelige energi.

Efter endnu en nat i turbussen, der denne gang kom fra Göteborg, står han igen på en scene i Danmark.

Hvor han efterhånden er så hyppig en gæst, at han for første gang i umindelige tider ikke kunne melde udsolgt. Og det på trods af, at rygterne fra Norge og Sverige – hvor han har startet denne europæiske del af 'The Never Ending Tour' – har meldt om en Dylan i topform.

Nærværende
Hvilket i dén grad viste sig at holde stik.

Modsat mesterens sidste besøg i Roskilde, hvor han nærmest virkede tvær og ugidelig, var Dylan overvældende nærværende i aftes i Forum.

Ikke fordi der var meget show eller balfaldera over seancen – den slags bruger han ikke – men musikken tordnede, lynede og slog gnister, så man forlod koncerten med brændemærker på sjælen.

En anden af de gamle hanelefanter, Leonard Cohen, har engang beskrevet Bob Dylan som 'musikkens Picasso'. Og det var ikke bare en smart bemærkning eller en bedugget skamros. Men en ganske præcis iagttagelse.

For ligesom Picasso tog afsæt i den såkaldt primitive kunst og skabte noget hidtil uset, bruger Dylan populærmusikkens urformer – folk, blues, country, rockabilly, etc. – og gerne med direkte citater fra forgængerne, til at kreere sit helt eget, enestående musikalske univers.

Og ligesom Picasso vender han gang på gang tilbage til de samme motiver, men altid med en helt ny optik.

Grebet i flugten
Det er simpelt hen ufatteligt, hvorledes han kan blive ved med at finde nye vinkler på sange, som han har leveret måske tusind gange før. Og derfor få dem til at lyde, som om han lige har grebet dem i flugten i samme øjeblik, de bliver spillet.

Et talent, som er de færreste beskåret. Jeg kan faktisk kun komme i tanker om Miles Davis, uden sammenligning i øvrigt.

De, der stadig påstår, at Dylan ikke kan synge, efter at have hørt 'Highway 61 Revisited' som den blev eksekveret i aftes, burde have skåret ørerne af – eller dømmes til at høre Robbie Williams i en evig båndsløjfe.

De har åbenlyst ikke fornemmelse for storhed, selv om de får den smidt lige i ansigtet.

Når Dylan er god – og dét var han i går – er der ingen – og jeg mener ingen – der bare kommer i nærheden.

Hvad andet kan man gøre end at råbe en tak, som han alligevel ikke hører der i bussen, som for længst har sat kursen mod Hamborg.

Bob Dylan spiller i Herning Hallen 5. maj