Indlæser...

Joanna i eventyrland

Newsom drager med sin nærmest gådefulde lyd, mener Ekstra Bladets anmelder, der kvitterer med fire stjerner til 'harpen'

09:40, 24. apr 2007 | Thomas Treo

Annonce

  • Oversæt / Translate
Joanna Newsom er blevet lidt af et feinschmecker-fænomen i undergrundens højere luftlag. (Foto: Thomas Sjørup)
Joanna Newsom er blevet lidt af et feinschmecker-fænomen i undergrundens højere luftlag. (Foto: Thomas Sjørup)

Annonce

Joanna Newsom, Store Vega, København, mandag 23. april

At sidde pænt og nydeligt og klimpre på en middelalderlig harpe, mens man højlydt hviner løjerlige sange om eventyrlige eksistenser, virker måske ikke som det hippeste påfund i showbiz, men Joanna Newsom er faktisk blevet lidt af et feinschmecker-fænomen i undergrundens højere luftlag.

Sammen med blandt andre Devendra Banhart er Newsom et frodigt voksende navn på scenen for de senere års opblomstring af traditionelle hippiefolk, og i aftes mødte et fyldt Store Vega hende med åndeløs andægtighed.

I forhold til den 25-årige californiers sympatiske solooptræden i Lille Vega i efteråret 2004 var hun denne gang diskret akkompagneret af en nærmest selvudslettende trio, der dog var tilstedeværende nok til at give hendes kryptiske univers tiltrængt variation.

Newsoms sangskrivning er ikke stærk nok til at tryllebinde uafbrudt i halvanden time, men særlingens uspolerede tone og barnlige flirt med det morbide er hypnotiserende dyder, der drager som den gådefulde lyd af hendes nærmest mytologiske instrument.

Forunderligt.

Annonce