Bob Dylan hyggede på Heden

Enhver aften med Bob Dylan er bedre end en aften uden, men det er altså ikke alle stunder med legenden, der er legendariske, og stormesterens sublime show i København for en måned siden står stadigvæk stærkere i erindringen end weekendens afdansningsbal i Messecenter Herning.

På den jyske prærie afsluttede Dylan endnu et togt gennem Europa, og da hovedstaden var et af turneens første stop, kunne det i sammenligning konstateres, at guldgubben med vanlig sans for det fornuftsstridige er blevet mindre magnifik efter en måned i det europæiske motorvejsnet.

Den ret uspændende sætliste rummede 17 sange – ti gik igen fra København – og ’Rollin’ And Tumblin’ tumlede mere, end den rullede, mens Dylan trak ’Cat’s In The Well’ unødigt i halen, og ’Watching The River Flow’ var som at se Gudenåen flyde forbi. Såmænd meget kønt, men mægtige Mississippi er det ikke.

Forgæves fællessang
’It Ain’t Me, Babe’ var radikalt endevendt med pudsigt nyt tyngdepunkt, og Dylan fortolkede også sig selv på en vidunderlig version af ’Just Like A Woman’, hvor forsamlingen forgæves forsøgte at synge med på det omarrangerede omkvæd.

De 7700 publikummer i den næsten udsolgte betonbygning så også veteranen servere ’To Ramona’ med chefkokken bidende i sine ord, som var det en gammel sej pebersteak, men halvvejs gennem taflet begyndte retterne at dufte af gourmet.

’When The Deal Goes Down’ gled ned i flydende form af karruselmusik, og ‘Spirit On The Water’ swingende ubesværet, mens længselsfulde ’Ain’t Talkin’ foldede sig formidabelt ud som mareridtsagtigt drømmesyn og aftenens eneste overrumplende sangvalg.

Oscar på display
Mod slut fræsede ’Summer Days’ og ’Highway 61 Revisited’ om kap, før en tilforladelig ’Blowin’ In The Wind’ fik en til at savne bluegrass-udgaven med Dylans gamle håndlangere, Charlie Sexton og Larry Campbell.

Afløserne Stu Kimball og Denny Freeman byder simpelthen ind med for lidt ekstraordinært mod- og medspil til deres 65-årige boss, og ikonets Oscar-statuette, der var på display ved den stolte ejermands side, spillede en næsten lige så væsentlig birolle som Kimball.

Dylan så imidlertid ud til at hygge sig ganske gevaldigt under skyggen på sin hat, og mindre end fornøjeligt bliver hans selskab aldrig, men selv om alle aftener med Dylan er bedre end en aften uden, så er det altså ikke alle stunder med stjernen, der er stjernestunder.