Indlæser...

Livsbekræftende Pearl Jam-koncert

Pearl Jam vendte tilbage i triumf på dansk jord efter Roskilde-tragedien, da de tirsdag aften gav koncert i Forum i København

07:15, 27. jun 2007 | Thomas Treo

Annonce

  • Oversæt / Translate
Eddie Vedder i front for Pearl Jam, der mindedes de ni døde på Roskilde Festival i 2000 med intens optræden foran 10.000 i København. (Foto: Bjørn Stig Hansen)
Eddie Vedder i front for Pearl Jam, der mindedes de ni døde på Roskilde Festival i 2000 med intens optræden foran 10.000 i København. (Foto: Bjørn Stig Hansen)

Annonce

Pearl Jam, Forum, København, tirsdag aften

Annonce

Det kan godt være, Pearl Jam startede stille og roligt, men allerede fem minutter inde i deres første koncert på dansk grund siden tragedien på Roskilde Festival i 2000 følte forsanger Eddie Vedder sig forpligtet til forsigtigt at spørge:

– Everybody o.k.?

Og det var de 10.000 i udsolgte Forum, hvor publikum bestemt ikke lod sig mærke af gruppens skæbnesvangre fortid i Danmark, og selv om de ni dødsfald formentlig sad i baghovedet på selv salens stiveste brandert, så fossede Forum over af fadølsfest.

Gennem hele den to timer og tyve minutter lange maratonkoncert var Pearl Jam åbenlyst mærket af situationen, men kvintetten fra Seattle fik på forbilledlig vis brugt den knugende katastrofe positivt, og med nerve og vilje tordnede de gennem et som oftest eksplosivt og indædt sæt.

Mod slut holdt Vedder en noget famlende tale til de pårørende, hvoraf mange tilsyneladende var til stede, men ellers lod Pearl Jam klogelig musikken tale, og den var faktisk noget nemmere at forstå end sangerens snøvlende formuleringer.

Ganske fængende
Siden gruppen blev dannet i 1990 har deres bombastisk brusende og voluminøst vuggende rockmusik ofte lydt underligt ulden og uforløst, men i aftes kom Pearl Jam noget nærmere forbilleder som The Who og Neil Young med en mere pågående intensitet, der gjorde selv bandets mange middelmådige numre ganske fængende.

Pearl Jam har dog simpelt hen ikke markante sange nok til at holde et show gående, fra det er fuldkommen lyst udenfor til tæt på midnat, og ikke mindst midtvejs tonsede de i tomgang med sange, der aldrig hævede sig over arenagulvets mixture af svedperler og fadølsslatter.

Nærmest punkede ’Life Wasted’ og ’World Wide Suicide’ fra amerikanernes fine album fra i fjor, der blot hedder ’Pearl Jam’, rummede den dynamik, som så meget af deres materiale higer efter, og Vedder svingede endda med mikrofonen på Roger Daltrey-maner under heftige ’Life Wasted’.

Stadig ’Alive’
Ensemblet har ikke spillet i København siden 1992, hvor de i øvrigt også var på Roskilde Festival sammen med Seattle-rockens genrekonger i Nirvana, men det var næsten som for femten år siden, da det sympatiske slæng hev debutsinglen og gennembrudshittet ’Alive’ op af gemmerne som ekstranummer.

Forsamlingen skrålede naturligvis ekstatisk med på omkvædet:

– Oh I, oh, I’m still alive!

En værdig optræden af et band med hjertet på rette sted, og selv om aftenen egentlig var en større triumf for rockens helende kraft end Pearl Jams musik, så var det ikke desto mindre en livsbekræftende og opløftende oplevelse.

Annonce