Metaltrætte Metallica skuffede i Århus

Metallica, Vestereng, Århus, i aftes

Det var fredag den 13. i går, og mens Metallica ikke ligefrem viste skræmmende styrke, så blev mastodonterne hurtigt indhentet af uheldet på en græsmark nord for Århus.

Strømmen gik blot 10 minutter inde i showet, og efter 15 minutters ufrivillig pause med 50.000 lamslåede publikummer havde både forsamlingen og Metallica mistet momentum, og først mod slut af den to en halv time lange koncert kom der snert i seancen.

I den mellemliggende periode drev veteranerne rundt som en supertanker uden kurs, og i forhold til rustpletterne på turnépremieren i Lissabon for et par uger siden så virkede det nærmest som om, de røde pletter var vokset på den monotont kværnende ædelmetal.

Tomme tønder
Hvordan man kan blive dårligere af at øve sig forbliver et mysterium, men navnlig Lars Ulrichs indsats lød som tomme tønders buldren. Med resterne af manken strøget tilbage, sveden fossende ned ad et ansigt vredet i anstrengelse og tungen hængende ud af kæften, forsøgte Danmarks mest berømte musikant febrilsk at hænge på hærfører James Hetfield.

Den respektindgydende frontmand havde nu heller ikke en af sine mest mindeværdige aftener, og sættet savnede simpelt hen gennemgående gennemslagskraft. Solnedgangen var betydeligt mere betagende end ’Disposable Heroes’ og ’Welcome Home (Sanitarium)’, der nærmere gik nedenom og hjem.

Fanskaren virkede da også lettere uinteresseret i lange perioder, men der var fællessang fra folket efter ’The Memory Remains’, før en ligegyldig ’No Leaf Clover’ atter punkterede stemningen, og instrumentalodysséen ’Orion’ lød mere af Copenhagen Jazz Festival end metalfest.

Ingen nye numre
Det lover unægtelig ikke godt for Metallicas fremtid, at de tager på en turné, der hedder ’Sick Of The Studio’, uden at spille et eneste nummer fra den kommende plade, og det er da udtryk for nådeløs selverkendelse fuldstændigt at ignorere den falmede karrieres seneste makværk ‘St. Anger’.

Den fundamentale kvalitet i paraden af klassikere afvæbnede en decideret katastrofe, og sange som ’Enter Sandman’, ’Nothing Else Matters’ og ’Creeping Death’ danner et sikkerhedsnet, forsvindende få andre orkestre har med i bagagen.

Til sidst nærmede ’Battery’ og ’Master Of Puppets’ sig Metallicas majestætiske magtfuldhed fra Roskilde anno 2003, og intensiteten blev ført over i en effektfuld afslutning med ekstranumrene ’Whiplash’ og ’Seek And Destroy’, hvor nostalgien langt om længe slog de gnister, der burde have fløjet fra Metallica uafbrudt.

Kort sagt: KEDELIGT.