Indlæser...

Overlegne Steely Dan

Steely Dan swingede selvsikkert gennem København. Præstationen belønnes af Ekstra Bladets anmelder med fire flotte stjerner

09:58, 24. jul 2007 | Thomas Treo

Steely Dan - nostalgi i luksusklassen fra jazzrockens aparte perfektionister. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Steely Dan - nostalgi i luksusklassen fra jazzrockens aparte perfektionister. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce
Steely Dan, Falconer Salen, København, mandag aften

Efter at have stået i mudder og middelmådigheden til halsen i Roskilde og frekventeret diverse festivaler, popmusikalske campingpladser og stadionshow fra Esbjerg til Aalborg var det i aftes en fornøjelse at glide ned i Falconer Salens bløde sæder til tonerne af Steely Dans virtuose vellyd.

Newyorkernes nostalgi fra 70’erne blev serveret med en pletfri professionalisme, der dog af og til tangerede det ret rutineprægede, men evnerne var tydeligvis intakte og uden at vikle sig unødigt ind i egocentrisk ekvilibrisme viste veteranerne, at deres sofistikerede sammensmeltninger af stilarter stadig er noget for sig.

Steely Dans groove-baserede fusion af navnlig jazz, rock og pop swingede ubesværet gennem veloplagte versioner af ’Kid Charlemagne’, ’Bad Sneakers’ og ’Hey Nineteen’, men man savnede studieudgavens spændstighed på ’Time Out Of Mind’, og korhønerne hakkede ’Dirty Work’ i stykker.

Svimlende trommer
Tilsat umiskendelig excentricitet stod Donald Fagen og Walter Becker i front for et tipersoners orkester af garvede mestermusikanter med formidable Keith Carlock som pulserende rytmecenter bag trommerne, hvis svimlende sansebombardementer blev seancens helt store oplevelse.

Steely Dan er midt i deres største verdensturné nogensinde, og 2000 tilhørere var tydeligvis så begejstrede over, turen gik forbi København, at selv uden at have hentet supersange som ’Rikki Don’t Lose That Number’, ’The Boston Rag’ og ’Babylon Sisters’ op fra det udsøgte katalog, blev ensemblet hyldet med stående ovationer.

En flot cadeau til lyden af tidløs luksus.

Annonce