Køn og kedelig Norah Jones

Norah Jones, Falkoner Salen, København, 5. august
Sommer, sol og søndag. Da Norah Jones i aftes besøgte København, var det en af den slags efterhånden sjældne dage, som er bedst egnet til bare at dase i hængekøjen.

Og måske havde det dovne humør også ramt frøken Jones, for den udsolgte seance var i lange perioder en lige lovlig uinspireret omgang.

Selve rammerne fejlede ellers ikke spor. Publikum var afdæmpede, ja, næsten andægtige til tider.

Anonymt pigebarn
Lysshowet var smagfuldt, og scenen nydeligt pyntet op med stjerner og roterende kulisser. Ja, lyden var endda tindrende klar og delikat, og derved skræddersyet til newyorkerens intime jazzpop.

Problemet var i høj grad hovedpersonen selv. Den 28-årige sangerinde er et velskabt stykke homo sapiens, men hun har slet ikke den magnetiske udstråling eller sans for showmanship, som kan løfte en hel koncert.

Ja, da hun sang duet med opvarmningsnavnet M. Ward, lignede hun faktisk bare et helt anonymt pigebarn iført forvasket T-shirt og afdankede cowboybukser.

Delikate detaljer
Heldigvis havde hun omgivet sig med et velspillende band, som gjorde, hvad de kunne for at krydre sangene med delikate detaljer.

Ud over den sædvanlige instrumentpakke var der gang i harmonika, fløjte og eksotisk slagtøj, og et par numre – især 'Carnival Town', der minsandten mindede om Tom Waits – var pludselig mere spændende på scenen end på plade.

Netop Tom Waits var faktisk en af dem, som Jones hyldede undervejs med en coverversion, men her opstod aftenens andet store problem.

Da hun kastede sig over andres materiale, var det nemlig tydeligt, at hovedparten af Norah Jones’ egne kompositioner er ret anonyme. Hun har en køn og kælen stemme, men det virker ikke som om, hun altid ved, hvad den skal bruges til.

Forstå mig ret: Det var aldrig jammerligt. Men det havde nu været dejligt, hvis der var blevet udleveret hovedpuder ved indgangen.