Først skulle popstjernerne have tatoveringer, så var det trendy med en
sexvideo, og efter Chris Brown tæskede Rihanna, er det såmænd blevet et hit
at have en voldsdom.
Trenden har sågar bredt sig til Danmark, og da Brown var 25 minutter forsinket i Forum, kunne man godt få lidt lyst til at gå backstage med Xanders jernrør og L.O.C.'s læderhandsker for at daske til sangeren.
Læs også: Se også: Chris Brown løs i København
Den trang blev imidlertid ikke mindre, da Brown pludselig viste sig i en laserstråle.
Det 23-årige fænomen fra Virginia er en slags moderne Michael Jackson, men det kniber gevaldigt med musikaliteten, stemmen, sangene, charmen, originaliteten osv.
Tøserne hvinede
Danse kan knægten imidlertid, men han lignede en fortabt robot i et
futuristisk sceneshow, der slet ikke blinkede og lyste imponerende nok til
at aflede opmærksomheden fra et repertoire, som er komplet intetsigende.
Browns R&B-ballader er så anonyme, at man kan komme til at tvivle på, om eksempelvis 'She Ain't You' og 'All Back' overhovedet er der. Dance-baskerne 'Yeah 3x' og 'Beautiful People' kunne være skrevet af Kato.
Læs også: Se også: Rihanna træt af Chris Brown
Tøserne hvinede naturligvis alligevel. Specielt da han smed T-shirten, som han var ude og skifte en håndfuld gange.
Den slags tager sin tid, når man er Mr. Brown, og han var vel ikke på scenen meget mere end halvdelen af de blot 70 minutter showet varede.
Det var dog rigeligt.
