En regntung søndag sidst på måneden - kan det blive mere melankolsk?

Ja, hvis man spenderer aftenen i selskab med The xx, og det gjorde 3000 i København, hvor gruppen fra London indhyllede Falconer Salen i indtagende vemod, der nærmest drev ned ad væggene.

The xx’s univers er måske nok noget endimensionelt, men det er en flot dimension, og den unge trios skrøbelige kærlighedssange foldede sig smagfuldt ud i det gamle konferencecenter.

Læs også: Se også: Dunkelt light med Massive Attack

Bandets elektroniske og nænsomt stenede popsange rummer en særlig intimitet, som dog ikke krøb helt ind under huden i de relativt store omgivelser, og alligevel lagde tristessen sig som en massiv sindsstemning over publikum.

Farvelkys på kinden
I løbet af fem kvarter vekslede The xx elegant mellem numre fra deres to album, debuten ’xx’ og aktuelle ’Coexist’, og balladerne flød sammen til en stilfærdigt pulserende enhed op mod et ekspressivt sceneshow, der var ligeså minimalistisk som musikken.

Et gigantisk X kom til syne på bagvæggen under ’Infinity’ med stor effekt, men ellers savnede man lidt overraskelser og skæve impulser i en meget kontrolleret optræden, der skarpt definerede The xx’s sørgmodige verden.

Læs også: Se også: Veteranen og hvalpen

Kvaliteten af gruppens små popsange og vekselvirkningen mellem sangerne Romy Madley Croft og Oliver Sim gav imidlertid tiltrængt dynamik i sættet, og midtvejs skruede bagmanden Jamie Smith minsandten op for sine beats på ’Sunset’ og ’Night Time’, og den sitrende forventningsglæde i salen blev forløst af nogenlunde taktfaste klapsalver.

Selv når man en sjælden gang kan danse til The xx, så føles deres knuste romantik stadig mere som et farvelkys på kinden end et smækkys.

I morgen skinner solen vist, men der skal nok mere til at muntre The xx op.