Nikolaj Cederholm har siden han opfandt konceptet teaterkoncert med ’Gasolin’’ i 1994 lavet en lang række af slagsen – de sidste mange år med brødrene Hellemann som musikalske ankermænd – hvor Bob Dylan-forestillingen står som den kunstnerisk mest vellykkede og Beatles-showet ’Come Together’ som det mest succesfulde.

Sidstnævnte blev set af ikke færre end 160.000 mennesker, så nu er Nordisk Film trådt til med en pose penge, og har bedt Cederholm om at lave et nyt af slagsen, igen baseret på The Beatles’ populære sange. Kataloger er jo heldigvis rigt, så Cederholm og co. har fundet 35, der ikke var med i første omgang, og lavet en toer under titlen ’Hey Jude’.

Større rammer
Der er skruet op for det kommercielle ambitionsniveau og i stedet for Østre Gasværk er rammerne nu Forum med plads til 4.200 mennesker hver aften. Og lad det være sagt med det samme: den notorisk ucharmerende betonkolos viste sig fra sin bedste side med et glimrende lydbillede og fint udsyn til alle, så vidt jeg kunne bedømme. Rammerne var altså i orden.

Men især første akt var en dræbende kedsommelig seance, hvor sangerne iført kostumer, der skulle lede tankerne hen på 1920’erne (hvorfor fremgik aldrig), pænt og nydeligt fremførte en række kendte (og enkelte mindre kendte) Beatles-kompositioner kastet sammen i en pærevælling uden noget, der blot mindede om en rød tråd. Hvilket måske havde været til at leve med, hvis det så blot havde været visuelt interessant. Med mindre man syntes, det er topmålet af underholdning, at se en flok stole blive kastet rundt til tonerne af ’And Your Bird Can Sing’.

Tom underholdning
Jeg var nok gået i pausen, hvis jeg ikke havde været ude i embeds medfør. Det kan jeg så nu delvist glæde mig over, at jeg ikke gjorde, for der kom noget mere gang i løjerne både på den musikalske og den scenografiske front i anden akt. En stor kran med et par containere spillede en ikke uvæsentlig rolle, og selv om man aldrig rigtig fik hverken ørene til at blafre eller øjnene på stilke, så skete der i det mindste noget ind i mellem ganske spektakulært. Hvad det så var, der skete, er et åbent spørgsmål. Med et ret enkelt svar: Ingenting.

Forstå mig ret. Jeg anser ikke The Beatles musik for et helligt evangelium, som man ikke må udlægge, som man vil. Og orkestret spillede faktisk glimrende. Men fortolkning betyder i min bog, at man tager tingene et andet sted hen. Ikke som her fuldstændig at rense sangene for enhver rest af betydning, så de blot bliver reduceret til genkendeligt lydspor til en serie af tomme afledningsmanøvrer i familieunderholdningens hellige navn. Kulørt plattenslageri kunne man også sige, hvis man var rigtig ond i sulet.

På falderebet vil jeg dog godt fremhæve den kun 19-årige sangerinde Jaleesa Johnson. Hende kommer vi til at høre mere til. Forhåbentlig i mere substantielle sammenhæng.