Knap så kedelig Dickow

Minsandten, om der ikke er tegn på liv i rillerne på det aktuelle album fra ellers kronisk kedelige Tina Dickow, og gennem 'Count To Ten' eksperimenterer hun såmænd så småt med begrebet dynamik.

Successkiven er nu alligevel nogenlunde lige så spændende som at tælle til 1000, men århusianeren er ikke desto mindre blevet lidt bedre til at skrive den samme sang, der i hvert fald ikke behøver at føle sig helt så ensom som forfatterinden, for den bedrøvelige bagatel har lidelsesfulde sjælevenner overalt på hendes fire album.

Melodisk sødme
I forhold til den pinefuldt nølende turnépremiere i Randers for et år siden var der også fremskridt at spore, da Dickow i aftes spillede den første koncert på en udsolgt miniature-turné, der følges op af en landsdækkende rundfart med start sidst i januar.

Odense Koncerthus bød indenfor i behagelige sæder og excellent akustik, og som anstændigheden selv førte Dickow determineret an gennem sit katalog af blåtonede ballader og pæn poesipop, der senest er modnet på en mere melodisk sødme.

En kande urtete
Nydelige nye numre som 'On The Run', 'Open Wide' og 'My Business' blev følsomt forløst i fællesskab med en kvintet, der er kompetent, som kvinden selv, men man får sjældent indtryk af, at Dickows smerte stikker dybere, end at den snildt kan kureres under pigeværelsets slumretæppe med en kande urtete og et opkald til ugens yndlingsveninde.

Det afholdt dog ikke de 1200 lydhøre publikummer fra at overdænge Dickow med bragende bifald, og til sidst resulterede hendes kønsløse konservatorie-klædelighed også i stående ovationer.

Gad vide, om folket kaster sig ud fra balkonen af bar begejstring, hvis hun nogen sinde skulle udvikle sig til ligefrem at blive interessant.