1956 på Christiania

Den lille troubadour Pete Molinari på besøg i Danmark med store forbilleder og veludviklede evner til at blæse liv i Elvis Presley, Ricky Nelson og Woody Guthrie

Engelskfødte Pete Molinari tækkede tøserne under midnatsseance i København. (Arkivfoto: Anni Timms)
Engelskfødte Pete Molinari tækkede tøserne under midnatsseance i København. (Arkivfoto: Anni Timms)

Pete Molinari, Loppen, København, fredag 6. februar. Pete Molinari spiller på VoxHall, Århus, 7. februar og på Studenterhuset, Aalborg, 8. februar

4

Da Pete Molinaris venner hørte Nirvana og Oasis, dagdrømte Molinari til Billie Holiday og Leadbelly. Og den lille mand fra en maltetisk-italiensk-egyptisk familie i Chatham, Kent føler vist stadig, han er født for sent, for det var som at blive sendt et halvt århundrede tilbage i tiden, da troubadouren kort før midnat tonede frem i rampelyset og startede et dansk weekendvisit på Christiania.

I fem fornøjelige kvarter gled genfærdene af Elvis Presley, Ricky Nelson, Roy Orbison, Woody Guthrie og Jimmie Rodgers gennem Loppen, men tilsat en genert Bob Dylansk Charles Chaplin-charme fremstod Molinaris nostalgi faktisk forførende sympatisk, og hans sange fra sidste års fine ’A Virtual Landslide’ er næsten skarpe på linje med traditionalistens bakkenbarter.

Man glemte hurtigt skuffelsen over, at Molinari mødte op uden band i skikkelse af solist, for mundharpe, akustisk guitar og en klokkeklar vokal var rigeligt til at den håbløse romantiker hurtigt sang sig ind i hjerterne hos den opmærksomme forsamling, og ungersvendens skæve smil tækkede tydeligvis tøserne på en aften, hvor gode gamle Loppen bestemt var halvfyldt og ikke halvtom.

Slæbende, sørgmodige svingomer med ’This Wondrous Day’ af Molinaris mentor Wild Billy Childish samt Hank Williams’ standard ’I’m So Lonesome I Could Cry’ bredte sig som en salig smerte, og Dylans gådefulde ’Tomorrow is a Long Time’ betog i en blueset fortolkning inden troubadouren sluttede med en sat, poetisk slowmotion-udgave af evergreenen 'A Satisfied Mind'.

Mere end tilfredsstillende var det afgjort, men hvad skal det ikke ende med, når spillemanden begynder at lyde som Pete Molinari anno 2009?

kommentarer
Vis kommentarer

Skamhører

Thomas Treo skamhører

1.Bob Dylan: 'Every Grain of Sand (Rehearsal)'
2.Jesper Binzer: 'Dying Is Easy'
3.Hound: 'Born Under 76'

Henrik Queitsch skamhører

1.Carl Emil Petersen: 'Natradio'
2.David Bowie: 'A New Career in a New Town (1977-1982'
3.Thåström: 'Centralmassivet'

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.King Krule: 'The Ooz'
2.Velvet Volume: 'Look Look Look!'
3.Chelsea Wolfe: 'Hiss Spun'
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen