Kuk kuk Coe

Forrykt freakshow med de rallende rester af countryknolden David Allan Coe, der skabte ræbende rødnakke-underholdning i Portland

David Allan Coe overgiver sig aldrig, men skal man grine eller græde? (Arkivfoto: officialdavidallancoe.com)
David Allan Coe overgiver sig aldrig, men skal man grine eller græde? (Arkivfoto: officialdavidallancoe.com)

David Allan Coe, Aladdin Theater, Portland, Oregon, fredag 19. september.

3

PORTLAND (ekstrabladet.dk): Fra Hank Williams’ dinglende destruktivitet til George ‘No Show’ Jones’ legendariske drukeskapader over hovedløs revolverrøg fra en ondsindet outlaw som Johnny Paycheck er countrymusikkens historie spækket med utilregnelige excentrikere.

Men David Allan Coe kan utvivlsomt prale af at være den mest notoriske af dem alle. Og prale gør galningen gerne.

Ungdommen og det meste af barndommen spenderede han bag tremmer i fødebyen Akron, Ohio, og da den overtatoverede tosse omsider slap ud af skyggen, indtog han Nashville i en rustvogn. Bag sit bralrende biker-look og psykotiske image besad Coe dog både eminente evner som sangskriver og en monstrøs stemmepragt, der næsten matchede croonet fra et af hans idoler, Merle Haggard.

Johnny Cash, Willie Nelson, Johnny Paycheck, Charlie Louvin, Tammy Wynette og George Jones er blandt de mange, der har fortolket Coes sange, og senest har han samarbejdet med både Kid Rock, Toby Keith og tilmed folk fra Pantera, mens Bob Dylan har spillet Coe på ’Theme Time Radio Hour’.

Selv har outsideren imidlertid opnået få hits, og da han omkring 1980 indspillede to uofficielle skiver med vanvittigt vulgære sange i dårlig stil med ’Cum Stains on the Pillow’, ’Nigger Fucker’ og ‘Pussy Whipped Again’, blev han endegyldigt bandlyst af Nashvilles dollarbugnende jakkesæt.

Statussen som countrymusikkens vel nok mest navnkundige kultfigur var derimod sikret, og i skikkelse af en både farverig, frastødende og fascinerende countrycowboy har Coe nu i årevis hærget de amerikanske highways som en ivrigt turnerende original iført ekstravagante fjer, frynser og funklende rhinestones.

Bar bacon og bryster
Glansen var dog gået eftertrykkeligt af gubben, da han fredag aften vaklede på scenen i Portland, Oregon, hvor han under verdens værste paryk, der fik Dolly Parton til at se diskret ud i sammenligning, havde et blik, som ikke var meget livligere end øjnene på et gennemsnitligt roadkill.

Nedslidte Aladdin Theater i et charmeforladt område af det sydøstlige Portland var fyldt med fulde rødnakker i fadøl til knæene, og der var naturligvis optræk til håndgemæng, mens både baconbjerge i cowboystøvler og hvinende cowgirls smed overtøjet.

Coe bemærkede tørt:

- If you wanna see titties, go to a titty bar. If you wanna hear music, shut the fuck up!

Men det var såmænd også et af aftenens største øjeblikke, for musikalsk var Coe mildest talt mærket af sine 72 år og et band, der må være det billigste han kunne finde, siden det sidste han havde flygtede.

Ringvraget lagde ud med ellers fremragende ’The Ride’ om Hank Williams’ spøgelse efterfulgt af et Waylon Jennings-medley, ’Jack Daniel’s If You Please’ og Merle Haggards mesterværk ’Mama Tried’, men man viste ikke rigtig, om man skulle grine eller græde ved synet af misfosteret og lyden af en udpint provokatør, der druknede i ellevilde tilråb fra en sanseløst beruset hob af frådende freaks.

Skamløs skrigeskinke
’Take This Job and Shove It’ er mageløst munter selv i en halvslatten version, og mens sikkerhedsvagterne forsøgte at holde forsamlingen nogenlunde under kontrol, og Coe bællede whiskey af flasken, begyndte man på sin vis at nyde det sælsomme optrins afsporede og absolut politisk ukorrekte underholdningsværdi.

At Coe brummede sine syge schlagere i headset siger alt om mandens totale smagløshed, men langsomt fik han varmet sin vokal op, og der var ekko af fordums format gennem på bizar vis ret rørende svingomer med Kris Kristoffersons klassiske ’Sunday Mornin’ Comin’ Down’ og den af George Jones udødeliggjorte ’She Thinks I Still Care’.

Men netop som veteranen var ved at redde lidt af æren, væltede der pludselig et ualmindeligt anstrengende fruentimmer ind i rampelyset, og den skamløse skrigeskinke var minsandten Coes kone, der viste sig at være ligeså enerverende som sønnike på guitar var anonym.

Bestemt ikke, hvad man alt i alt kunne kalde en god oplevelse. Men bestemt en uforglemmelig oplevelse med de sørgelige rester af solsystemets uigenkaldeligt eneste David Allan Coe.

kommentarer
Vis kommentarer

Skamhører

Thomas Treo skamhører

1.Bob Dylan: 'Every Grain of Sand (Rehearsal)'
2.Willie Nelson: 'Willie and the Boys: Willie's Stash Vol. 2'
3.Hound: 'Born Under 76'

Henrik Queitsch skamhører

1.Carl Emil Petersen: 'Natradio'
2.David Bowie: 'A New Career in a New Town (1977-1982'
3.Thåström: 'Centralmassivet'

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.King Krule: 'The Ooz'
2.Velvet Volume: 'Look Look Look!'
3.Chelsea Wolfe: 'Hiss Spun'
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen