Koncert-anm.

Beyoncé: Pop for døve

Det lød ad røven til, da superstjernen rystede røv med manér foran 10.000 i Forum

  • Beyoncé - texaneren ville ikke lukke pressefotografer ind i Forum. (Arkivfoto: Caters/Polfoto)
Beyoncé - texaneren ville ikke lukke pressefotografer ind i Forum. (Arkivfoto: Caters/Polfoto)
1/3
Næste »

Beyoncé, Forum, København, mandag 27. maj

3
4,2
Hvad er din bedømmelse? Din bedømmelse er modtaget

Beyoncé er født til at stå, danse og synge på en scene.

Og det gjorde hun så igen her til aften i Forum, der blev skridtet af med så funklende udstråling og autoritet, at Beyoncé lignede en ener selv for superstjernestandard.

De 10.000 publikummer i den hede arena, som blev udsolgt på bare 12 minutter, skreg hysterisk, bare hun stod med hænderne på hofterne og var Beyoncé. Men det nøjedes hun sjældent med.

Se også: Beyoncé-billetter flået væk

Hvis entertainerrobotten viklede lokkerne ind i vindmaskinen eller jokkede et rustent søm op gennem foden, ville hun utvivlsomt bare flashe endnu et ubesværet Colgate-smil.

Betegnelsen professionel er en underdrivelse. Beyoncé går på scenen med samme attitude, som elitesoldater går i krig, og sportsfolk går på banen.

Uskønt buldrende
Når hun trods alle sine talenter alligevel ikke sejrede i Forum, så skyldes det, at det ikke lød tilnærmelsesvis så godt, som det så ud, da ’The Mrs. Carter Show World Tour’ kom til København.

Synge kan det 31-årige ikon fra Texas sagtens tilsat et temperament i Tina Turner-traditionen, men hendes sange er floskelfyldte, og typisk for genren manglede der gennemslagskraft, når studieversionernes labre produktioner blev skiftet ud med et uskønt buldrende band i en rædsom akustik blottet for raffinementer.

Se også: Se billederne Beyoncé hader

Et andet fundamentalt problem var det faktum, at selv om showet varede fra klokken 20.59 til 22.53, så var Beyoncé vel kun på scenen i sammenlagt fem kvarter på grund af kostumeskift mellem cirka hvert tredje nummer.

Sådan føltes det i hvert fald.

Henover publikum
Men når hun var der, så var hun der så sandelig også, og ballader som ’Flaws and All’, ’I Care’ og ’1+1’ blev fremført med et bombastisk melodrama, som fik ’Borte med blæsten’ til at ligne en let brise.

Beyoncé hvinede ’1+1’, mens hun vred sig i et kropsnært outfit liggende på et flygel, hvorefter hun gik i luften henover publikum via en svævebane og landede elegant på en lille scene ude i salen. Der fortsatte seancen så.

Se også: Susanne Bier: Beyoncé er skøøønnn

Showet var nøje koreograferet i en minimalistisk æstetik, der var noget mere yndefuld og smagfuld end den tarvelige stil eksempelvis Lady Gaga og Jennifer Lopez præsenterede i hovedstaden under deres seneste besøg.

Som en dødsfejde
Men det blev aldrig til mere end pop for øjnene, og selv da Beyoncé fyrede tre af karrierens mest medrivende numre af mod slutningen, var ’Survivor’, ’Crazy in Love’ og ’Single Ladies (Put a Ring On It)’ uden pladeversionernes uimodståelige punch.

Mens showgirlen var endnu et smut i garderoben til sidst, kammede selvforherligelsen på storskærmene helt over, for pludselig skulle vi underholdes af Beyoncé med baby, Beyoncé til Super Bowl, Beyoncé ser en hval, Beyoncé kindkysser Obama.

Se også: Hitmager storsviner Beyoncé

Kunne det blive værre? Ja såmænd med en fortolkning af ’I Will Always Love You’, der lød som en dødsfejde mellem Celine Dion og Mariah Carey.

Men ryste røv og smile det kan hun altså. Sikkert også med hæmorider og tandpine. Sikke en entertainer - bare en skam med en detalje som musikken.

null
null

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Kommende koncerter
Kommende album
Thomas Treo skamhører
  1. Imperial State Electric: 'All Through the Night'
  2. Wilco: 'Schmilco'
  3. The Mavericks: 'The House I Live In'
Henrik Queitsch skamhører
  1. Diverse: 'Day of the Dead'
  2. Psychic Ills: 'Inner Journey Out'
  3. Trentemøller: 'River in Me'
Rune Melchior Sjørvad skamhører
  1. The Avalanches: 'Wildflower'
  2. Stephen Steinbrink: 'Anagrams'
  3. Nice as Fuck: 'Nice as Fuck'
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen