Legendemøde i swingerklubben

Lystig seniorunderholdning med Bill Wyman, der præsenterede Mary Wilson på Fyn

Bill Wyman og hans Rhythm Kings optræder på Bremen Teater i København fredag 5. december. (Arkivfoto: Zuma/Polfoto)
Bill Wyman og hans Rhythm Kings optræder på Bremen Teater i København fredag 5. december. (Arkivfoto: Zuma/Polfoto)

Bill Wyman’s Rhythm Kings, Posten, Odense, torsdag 4. december

4
5
Hvad er din bedømmelse? Din bedømmelse er modtaget

Der findes karklude med mere karisma end Bill Wyman. Veteranen ligner en mand, som hellere vil have en gaffel i ryggen, end han vil spille et nummer mere.

Sådan så Wyman ud i de over 30 år, hvor han stod som en statue og pillede ved sin bas i skyggen af Mick Jagger og Keith Richards, og sådan ser desertøren ud i centrum for Bill Wyman’s Rhythm Kings.

Se også: Bill Wyman: Fortryder ikke jeg forlod Stones

Men han må jo kunne lide det. Hvorfor ellers stå foran små 400 mennesker på Posten i Odense på en regnvåd hverdag i december?

78-årige Wyman smilede ikke, men det gjorde musikken, og det blev en fornøjelig aften med et repertoire, som overvejende bestod af en stribe af de gamle schlagere, der i tidernes morgen inspirerede The Rolling Stones til at blive verdens førende udøvere af rock’n’roll.

Professionelt hobbyband
Rhythm Kings mødte op som velswingende oktet bestående af ikke mindst guitarristerne Albert Lee og Terry Taylor samt den uforlignelige keyboardmand Geraint Watkins, der er jokeren i det gennemprofessionelle hobbyband. 

Selveste Mary Wilson fra legendariske The Supremes agerede sympatisk gæstesolist, og trods en noget nedsat stemmepragt fik den 70-årige amerikaner charmeret sig gennem klassikere som ’Baby Love’, ’Stop! In the Name of Love’ og 'You Can’t Hurry Love’, så nostalgien tindrede på behørig vis.

Se også: Bill Wymans løsslupne slyngler

Både musikalsk og sangmæssigt blev det to afvekslende sæt, hvor de garvede musikere skiftedes til at synge numre, der sprang fra blues til rock’n’roll over soul til R&B og tilbage til blues igen.

Blandt højdepunkterne var storswingende udgaver af Bill Haleys ’Rock the Joint’, Elmore James’ ’Talk to Me Baby’ og Chuck Berrys ’You Never Can Tell’, som Wyman såmænd undtagelsesvis selv sang. Eller snarere mumlede.

Galning bag tangenterne
Bag tangenterne knurrede Watkins som en småpervers galning, der havde drukket lidt for meget portvin før showtime, men den besynderlige boogiemand førte ikke desto mindre sikkert an gennem usædvanligt lystige versioner af Howlin’ Wolfs ’300 Pounds of Joy’, Fats Dominos ’I’m a Fool to Care’ og Irma Thomas’ ’It’s Raining’.

Se også: Slappe Stones: Viagraen svigtede

Trods et par svipsere undervejs - de er jo ikke 60 længere - så var det lunt, nærværende og simpelthen bare hyggeligt med et glimt i øjet og hjertet på rette sted.

- We are here to have a good time, proklamerede Wyman indledningsvis, og det var de helt åbenlyst, selv om man så sandelig ikke kunne se det på hovedpersonen.    

kommentarer
Vis kommentarer

Skamhører

Thomas Treo skamhører

1.Bob Dylan: 'Every Grain of Sand (Rehearsal)'
2.Willie Nelson: 'Willie and the Boys: Willie's Stash Vol. 2'
3.Hound: 'Born Under 76'

Henrik Queitsch skamhører

1.Carl Emil Petersen: 'Natradio'
2.David Bowie: 'A New Career in a New Town (1977-1982'
3.Thåström: 'Centralmassivet'

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.King Krule: 'The Ooz'
2.Velvet Volume: 'Look Look Look!'
3.Chelsea Wolfe: 'Hiss Spun'
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen