Mat maraton-forestilling fra klynkerockens bedstefar

The Cure har absolut intet andet end nostalgisk tristesse at byde på længere

  • 57-årige Robert Smith og resten at The Cure forsøger stadig at leve højt på fordums storhed. Foto: Peter Hove Olesen
57-årige Robert Smith og resten at The Cure forsøger stadig at leve højt på fordums storhed. Foto: Peter Hove Olesen

The Cure, Forum, København, 14. oktober.

3
5,3
Hvad er din bedømmelse? Din bedømmelse er modtaget

The Cure er vel nærmest blevet postpunkens svar på The Rolling Stones. Et band der lever højt på fortidens meritter, men i kraft af nostalgien stadig kan trække fulde huse verden over - om end i knap så stor og veloplagt målestok. Det er otte år siden, at de sidst udgav et nyt album, det rærlige '4:13 Dream', og hele 27 år siden, at de sidst udgav et rigtig godt af slagsen, 'Disintegration' fra 1989'.

Men modsat The Stones har The Cure blot et enkelt originalt medlem tilbage i den nuværende holdopstilling, sangeren, guitaristen og sangskriveren Robert Smith, der med sit fuldstændig statiske look åbenbart er mejslet fuldstændig fast i rollen som emo-rockens gothfather.

Han lyder i en alder af 57 år grundlæggende stadig som en forurettet teenager, der konsekvent klager sin nød dybt inde fra det navlehul, som det aldrig er lykkedes ham at kravle ud af.

Nu kan ondt i livet jo sagtens være et glimrende sted at skabe ud fra, men at Smiths perspektiv og optik stort set ikke har rykket sig en tøddel siden hovedværkerne fra begyndelsen af 1980'erne, hvor den ungdommelige weltschmerz havde sin egen ubestridelige fascination er alligevel en anelse beskæmmende.

Se også: Sløjt freakshow med The Cure

Bevares, det er blevet til en hel del virkelig gode sange gennem årene (især de tidlige) for udover tristessen har Smith også øre for en god popmelodi, når det stikker ham.

Men ved aftenens marathon-seance i Forum (det er lige som blevet deres varemærke) på to timer og fyrre minutter blev det også mere end understreget med tommetyk eyeliner, hvor ensartede mange af gruppens sange er.

Fra åbneren 'Plainsong' frem til det sidste af den alenlange række af ekstranumre, 'Why Can't I Be You?' var der tale om en lang klæg melankolsk grød med (alt for få) indlagte musikalske smørklatter.

Og det virker ærligt talt også lidt fjollet, at man aften efter aften lader nærmest halvdelen af forestillingen bestå af såkaldte 'ekstranumre'. Men man har måske behov for at blive kaldt frem på scenen hele tre gange? Hver gang.

Se også: Patetisk makværk fra The Cure

Når det så er sagt, hører det også med til billedet, at lyden for en gangs skyld var mere end rimelig i Forum - ikke mindst i den første tredjedel af den ucharmerende sal - og at bandet spillede fremragende. Selv guitaristen Reeves Gabrels, der i mange år martrede David Bowies karriere, blev holdt i klædelig kort snor.

Sætlisten, der skifter hver aften, bød tilmed på mit yndlingsnummer 'Charlotte Sometimes' og 'A Forest' får mig hver gang lige som 'Never Enough' lynede og iscenesættelsen var også okay uden at være pragende.

Men The Cure har aldrig været verdens mest interessante liveband, hvilket ikke bliver bedre af, at Smith på en scene kun kan synge i det samme klagende toneleje, der ret hurtigt tangerer det enerhverende.

Vi skulle da også frem til popafdelingen i sidste omgang ekstranumre, før den fyldte sal for alvor vågnede op til dåd. Men der var vi altså mere end to timer inde i den monokrome seance.

Jeg har været til mange dårligere koncerter i år og heldigvis også en hel del bedre. Men få, hvis nogen, hvor jeg har kedet mig så bravt. Et ligegyldigt ekko fra en fjern, fjern fortid.   

Læs også

kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Thomas Treo skamhører
  1. Royal Trux: 'Platinum Tips + Ice Cream'
  2. Steve Earle & The Dukes: 'Fixin' to Die'
  3. Chuck Berry: 'Lady B. Goode'
Henrik Queitsch skamhører
  1. Sort Sol: 'Stor Langsom Stjerne'
  2. Slowdive: 'Slowdive'
  3. Nick Cave & The Bad Seeds:: 'Lovely Creatures'
Rune Melchior Sjørvad skamhører
  1. Girlpool: 'Powerplant'
  2. Hoops: 'Routines'
  3. Thurston Moore: 'Rock N Roll Consciousness'