Beck: Landsholdets boykot pressens skyld

48

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

DER ER VIST bred folkelig enighed om, at fodboldlandsholdet fremstod som en flok selvhøjtidelige og sarte krukker, der ikke tåler en fri debat om det stykke arbejde, de leverer.

Og dermed kan man vist konkludere, at det eneste, de opnåede med deres presse-boykot, var at latterliggøre sig selv for øjnene af en måbende offentlighed.

MEN UD OVER at hele affæren tydeligt viser, at fodboldlandsholdet godt kunne trænge til bedre rådgivere, så viser den desværre også, at fodboldspillere og andre sportsfolk er alt for forvænte, når det gælder offentlig omtale.

Og der peger pilen desværre lige direkte ind i min egen lejr: Vi i pressen har i årevis behandlet sportsfolk med lidt for megen beundring og benovelse og lidt for ofte glemt, at de fleste sportsfolk er tårnhøjt betalte repræsentanter for store millionforretninger.

KUNNE MAN nogen sinde forestille sig, at politikerne boykottede pressen, fordi den gik lidt for kritisk til værks, når den satte politikernes præstationer under lup?

Selvfølgelig kunne man ikke det, for vores politikere ved udmærket godt, at livet i mediernes spotlight kan være meget barskt og direkte.

Og kunne man omvendt forestille sig, at politikere fik lige så ligegyldige spørgsmål, når de går ud fra en forhandling, som de tåbeligheder, sportsfolk nogle gange bliver stillet, når de forlader banen? Næppe.

DET VÆRSTE (og sjoveste) eksempel, jeg nogen sinde har set, var en dansk sportsjournalist, der havde fået lov til at tv-interviewe bokseren, millionæren og voldsmanden Mike Tyson.

Efter at have holdt mikrofonen for en Tyson, der fik lov til at markedsføre sig selv og den hårde medfart, hans næste modstander ville få, havde journalisten simpelt hen hverken fantasi eller fri vilje til andet end at stille spørgsmålet: 'What else, Mike?'

Han kunne lige så godt have spurgt, om der var andet, han havde lyst til at sige eller reklamere for, når nu vi alligevel stillede fri taletid til rådighed på nationalt tv.

DEN FORM for næsegrus beundring titter stadig frem indimellem, men heldigvis er sportsjournalistikken blevet både bedre og mere kritisk siden da.

Men noget tyder dog på, at det langtfra er godt nok, når selv vores landshold stadig ikke har fattet, hvordan medieklaveret spiller.

Pressens rolle er at være vagthund, og selv når det gælder et par dyre fodboldben, så har vagthunden pligt til at vise tænder.

Er du enig med Cecilie Beck? Er sportsjournalister for blødsødne i deres spørgsmål?