Thisted: Psykisk syge behandles som dyr

13

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

DET ER NU LIDT OVER to uger siden, at den tidligere tv-vært Isabella Miehe-Renard udgav sin bog 'På', der blev omtalt i store dele af pressen som rystende dokumentation for, hvordan vores samfund behandler psykisk syge mennesker.

Jeg interviewede forfatteren her i avisen, og der blev skrevet en fordømmende leder, hvor man krævede politikerne til ansvar. Og det samme gjaldt andre trykte medier.

Politikens journalist Olav Hergel gik over flere sider i dybden med Isabellas tragiske oplevelser, så det kan ikke have forbigået magthavernes øjne – mange af dem vil måske hellere referere til Politiken end Ekstra Bladet – at de sidder i spidsen for et samfund, der på visse områder behandler lidende, svage mennesker som dyr.

JEG KAN IKKE FÅ Isabella Miehe-Renards beskrivelser fra fire forskellige psykiatriske afdelinger ud af mit hoved, for det er sindsoprivende at have fået indblik i, hvad der foregår på lukkede hospitalsafdelinger i det land, jeg lever i.

Man kan da ikke bare gå glad videre med det kendskab, Isabella har givet os alle, og så lade som ingenting.

Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre – andet at skrive om det igen.

Og igen. Og igen.

SYGE MENNESKER PUMPES med medicin, så de af og til segner, fordi de er overmedicinerede.

De syge må ofte vejlede personalet, fordi plejen er udliciteret, og de, der kommer, intet aner om de syge.

Der er ikke mad nok. De slås om maden i de skidengrå opbevaringsrum, hvor de sidder og glor ud i luften som slagtekvæg, indtil de får noget sovemedicin meget tidligt på aftenen.

Det er ren 'Gøgereden' for dem, der husker Jack Nicholson i hans glansrolle. Den gang var jeg så lettet over, at det ikke var i Danmark, det foregik.

I DENNE UGE KOM DET frem, at de psykisk syge rask væk begår selvmord, mens de er indlagt. En mor havde afleveret sin psykisk syge søn på en lukket afdeling, og enhver kan sætte sig ind i, hvor tung en gang det må være. Det kan hun kun overleve, fordi hun overlader sin kære til sagkundskaben og dermed trygheden. Men han tog sit liv i lægernes varetægt.

Nu kommer så det, jeg ikke fatter: Hvorfor griber ministre og politikere ikke ind? Sover De godt hr. sundhedsminister, mens de syge behandles som dyr i vores land?

Hvordan kan disse mennesker bare sidde og høre det her uden at kræve undersøgelser og ekstra bevillinger og hele apparatet i sving på fuld drøn, så der sker ændringer hurtigst muligt?

Poul Nyrup Rasmussen har været ude, men han sidder i Europa-Parlamentet, så hans behjertede indsats er udelukkende en støtte, der åbenbart ikke fører til noget som helst.

Hvor ville jeg ønske, at nogen ville vågne op. Vi kan ikke være det her bekendt.