Stein Bagger er en ynkelig kryster

Der er kun er forklaring på, at Stein Bagger kunne omgås folk som Finn Nørbygaard og Erik Ove; Penge kan få menneskene til alt, skriver Karen Thisted

15:31 - 13. dec. 2008 | Karen Thisted

DET VAR SINDSSYGT SPÆNDENDE at læse Ekstra Bladets interview med Stein Bagger i går. Godt gået, for nu forstår jeg meget mere – men for mig er gassen gået af ballonen.

Øv, for jeg var vild med at følge med i dramaet, der havde alt, hvad en god Hollywood-film er gjort af. Lige til jeg mødte en grædende Stein i orange fangedragt i Los Angeles-fængslets besøgslokale.

Det var et helt andet billede, jeg havde skabt i min fantasi, og jeg indrømmer pinligt berørt, at jeg noget provinsielt hele tiden havde set en James Bond for mig. Da jeg havde overstået min forargelse over, hvordan han kunne snyde alt og alle, uden at nogen greb ind, valgte jeg at nyde historien ud fra en anden vinkel –nemlig den mere underholdende.

JEG HAR I DEN FORLØBNE uge tilbragt nogle arbejdsdage sammen med hjerneforskeren Peter Lund Madsen, der om nogen ved noget om folks hjerner, og jeg spurgte ham til bevidstløshed ud om Stein Baggers hjerne.

Til sidst blev han vist træt af det (på en overbærende måde), for det var begrænset, hvad han kunne stille af diagnoser uden at have haft Stein som patient. Men alligevel gav han mig lidt, der satte fantasien i gang.

Mit billede var indtil i går en veltrænet charmør omgivet af smukke kvinder, milliardærer, lystyachter i millionklassen opkaldt efter den elskede lille datter og den flotte kone, sydfranske ferieslotte for ikke at tale om bilerne, Lamborghinier og Porscher.

Og ja, så var der altså lige HA-rockeren med tatoveringer helt op i hårrødderne, men ham var jeg begyndt at vænne mig til, ligesom alle andre havde gjort det i årevis, for sådan set fuldførte han billedet af en James Bond, der levede livet farligt.

JEG SYNES OGSÅ, DET VAR fantastisk, at han kørte 4000 km gennem USA i den flotte bil, for til sidst som en rigtig mand at melde sig på den mest usle politistation i USA, og jeg studerede masser af gange videoen, hvor han lægges i håndjern og føres ind i fængslets mørke omgivet af livsfarlige mordere.

Men sådan var han slet ikke!

For mig er han nu en ynkelig, lille mand, der ikke engang tør ringe hjem til sin kone, fordi han er flov, og som bryder klynkende sammen, når man nævner hans datters navn.

Hende har han heller ikke ringet til, men skrevet et digt på en computer, som hans broder skal give hende.

Et digt! Vor Herre bevare os vel! Hvad kan en lille pige bruge et åndssvagt digt til?

Hele hendes verden er brudt sammen.

SIKKEN ET MANDFOLK! Sådan kunne en Hollywood-film aldrig være endt. Han er jo bare en kryster, der uden et ord stak af fra sin elskede, som nu er ladt alene med skammen og rodet efter ham.

I interviewet siger han, at han er lettet, for han haft fire skrækslagne år, hvor han er blevet truet med våben 25-30 gange. Hvordan tæller han det? Jeg ville da kunne huske, om det var 25 eller 28 gange, nogen havde sat en pistol i panden på mig.

Lur mig om de 4000 km gennem USA ikke er brugt til at gemme millioner af stjålne kroner væk til bedre tider.

JEG ER NU AFKLARET MED hensyn til Stein Baggers personlighed, men tilbage står spørgsmålet, hvorfor nogen har villet have noget med ham at gøre. Hvordan møder de mennesker hinanden? Hvorfor ansatte Asger Jensby en falleret bodybuilder med ti konkurser bag sig?

Hvordan blev Finn Nørbygaard involveret? Hvordan kunne Erik Ove arbejde for dem?

Finn Nørbygaard bruger sin jyske naivitet som undskyldning, men det er snart trættende at høre på.

Når man nu for første gang har hørt Stein Baggers ynkelige udlægning og opførsel, og billedet af ham er krakeleret, står det endnu mere uklart, hvordan han kunne komme af sted med danmarkshistoriens største svindelsag.

Der er kun én forklaring: Penge kan få menneskene til alt.