Indlæser...

Sikke et lorteår

Tænk at være blevet politiker for at gøre andre mennesker ondt, skriver Karen Thisted

09:17, 27. dec 2008 | Karen Thisted

Annonce

Annonce

Annonce

SÅ ER JULEN forbi. Alt vores slid og slæb har båret frugt – eller også har det ikke. Måske blev vi uvenner eller skød hinanden – det var der nogen, som gjorde. Men måske gik det meget godt.

Vi har brugt en masse penge, som vi måske slet ikke havde, og vi har ædt en masse fedt, vi ikke har godt af.

JEG SMED MIT juletræ og adventskransen ud i går sammen med andeskroget, og så gik jeg ud og købte masser af hyacinter – dem, Kim Larsen synger om.

Jeg købte af de smukkeste, jeg så – og gav dem til mig selv.

NU STÅR HYACINTERNE her og dufter og lyser op og giver løfte om lysere timer.

Dagen er allerede blevet lidt længere – nogle få minutter – og jeg vil begynde at glæde mig til julens budskab: Nemlig, at der kommer nye og bedre tider.

Det trænger vi så sandelig til. Jeg synes, 2008 har været et møgår.

FINANSKRISEN PÅ grund af dumme ban-kers grådighed.

For mange tabte menneskeliv – bare se anden juledag – hvor tre danske soldater kom hjem til far og mor i kister.

Er det nu det rigtige?

Jeg ved desværre ikke nok om den krig i Afghanistan, så jeg kan kun tage stilling til de mange døde, unge mænd og af mit hjerte håbe på, at deres død ikke har været forgæves.

SÅ ER DER VORES udlændingepolitik. Den er en skændsel.

Det er så flovt og pinagtigt at overvære politikernes kamp for det onde – for det er jo, hvad det er.

Tænk at være blevet politiker for at gøre andre mennesker ondt!

TÆNK AT SÆTTE sig ved sit skrivebord hver morgen for at udtænke snedige love og regler, der kan skade ulykkelige mennesker.

Tænk, hvis man i 2009 vendte problematikken om og prøvede at lave love, der kunne hjælpe mennesker i nød, uden at vores eget samfund blev knækket af den grund?

JEG TÆNKER PÅ de dårlige påvirkninger og livsanskuelser, den kommende voksne generation i dette land præges af.

Dem, der er teenagere nu.

Hvad mon de bliver for nogle mennesker?

Der er ikke megen menneskekærlighed og humanisme i den luft, de indånder.

DE BLIVER OVERFODRET med sex på en åndssvag måde, og det gælder i alle medierne.

Jeg bliver helt rød i hovedet, når jeg prøver at læse nogle af de sexartikler, selv aviser som Berlingske Tidende og Politiken leverer.

Intet er helligt, og den forråelse af noget smukt i vores tilværelse, er synd og skam, og den skader mere, end vi tror.

HER I JULEN var der en radioreklame for Pålækker – altså pålæg.

Det var julemanden, der klagede over, at hans kone ville i kanen med ham og klæde ham af, når han hellere ville have et stykke med Pålækker.

Og så sagde julemanden noget sjofelt.

Det hører de små børn, allerede fra de kan tale.

I ALLE DANSKE aviser – uden undtagelse – har artikler om sex, mord og død været de mest læste.

Så det kommer vi ikke af med i 2009.

Det er alt sammen meget deprimerende, men jeg vil lige minde om julens budskab: Noget nyt vil ske!

OG VED I HVAD? Vi kan selv gøre en indsats for, at 2009 skal blive alle tiders skønne år.

Det har jeg i hvert fald tænk mig – og alene dét hjælper på humøret.

Annonce


Annonce