Suzanne muger ud på loftet

4

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

MENNESKER HAR DET med at hænge fast i minderne. Husene står robust på Memory Lane. Vi slæber ting og sager med os gennem livet, som lå vores identitet i dem.

Selv har jeg min koral fra Great Barrier Reef, min grønne øgle i ler fra Tisvilde, min porcelæns-isbjørn, dolken og den udskårne negerkvinde, jeg fik af Jens, skarabæen fra Egypten.

Der er nok, jeg klynger mig til. Mit hjem bærer præg af disse skatte. Fra tid til anden samler jeg dog det meste sammen og sætter det ned i kælderen. Nu skal jeg bo mere minimalistisk. Men i nattens løb sniger de sig frem igen og indtager deres pladser i vindueskarme og på borde.

OPPE PÅ LOFTET flyder det med gamle flyttekasser. Alle de ting og sager, som jeg ikke har værdiget et blik i årevis. Hvad skal det stå der for? 'Det står bare og samler støv,' som min mor ville have sagt.

Sådan noget bør man i levende live selv muge ud i. Så her til morgen gik jeg – bevæbnet med en rulle sorte affaldssække –entusiastisk i gang. Ud med alt!

I flere timer har jeg nu siddet krumbøjet og rodet i masser af breve fra folk, som har læst min bog fra dengang, jeg havde cancer. Der var gamle manusser fra tv-udsendelser: 'Go'aften' og velkommen til 'Superchancen', til 'Eleva2ren', til 'Rig og Berømt', til 'Surfing Suzy'.

DER VAR TONSVIS af fotografier og negativer. Et brev fra min veninde Kamilla, som blev dræbt i en bilulykke. En kvinde skrev om sin kræftsyge mand. En rulle film var ikke blevet fremkaldt. Hvad mon der var på den?

Og alle de sjove bittesmå, sort-hvide foto fra min mors vilde ungdom. Og de kedelige, da hun og tanterne fik gråt, småkrøllet hår og brillestel så store som møllehjul og småborgerlige hjem med platter, små vaser, nips og tingeltangel overalt.

MAN GEMMER PÅ ALT sit bras. Tror, man lever evigt. Kasserne med bøger, ringbind med regnskaber, babytøj, hvis nu Oliver igen…, bestik, gamle lp-plader, malerier, julepynt til otte juletræer, gamle tæpper, stole, natborde. Mine øjenlåg bliver hurtigt tunge. Det tager energi at rejse gennem livet med for tung bagage. Inden året er omme har jeg ryddet op.

Jeg er glad for mine dolke, sten og muslingeskaller, selv om jeg har set i boligblade, hvor smart og fredfyldt der er hos dem, som lever i en hvidmalet klostercelle. Det er trods alt mit liv, der skal leves her i stuen.

MAN SKAL LEVE SIT LIV med de ting omkring sig, der betyder noget. Man skal have lov til – når man bliver gammel og småsenil – at flyde tilbage til den tid, hvor alt var friskere og skarpere, så jeg gemmer mine fotoalbum og fine scrapbøger.

Det ender nok med, at jeg ligesom Egtved-pigen bliver gravsat med mine kæreste ejendele. Måske findes der i himlen et pulterkammer for lykkelige kvinder, der ikke kunne give slip.