Fri mig fra Facebook

149

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

MED FARE FOR et lyde som et forstokket stenalderlevn bliver jeg simpelt hen nødt til at indrømme: Jeg forstår ikke det der Facebook.

For det første begriber jeg ikke, hvordan mennesker på min egen alder med fuld knald på både karriere- og familieliv overhovedet har tid til at pleje deres Facebook-ansigt.

Her går jeg rundt og synes knap nok, jeg har tid til at ringe til de venner, jeg har i forvejen, og så findes der mennesker, som rask væk siger ja til flere hundrede nye venner, de aldrig har mødt i det virkelige liv, og som muligvis har opdigtet halvdelen af det, der udgør deres præsentations-profil.

MEN UD OVER, at jeg overhovedet ikke selv kan overskue det tidsslugende i at kaste mig ud i det frådende virtuelle socialiseringshav, så er der også en anden grund til, at jeg aldrig kunne finde på at oprette mig selv på Facebook.

Jeg ville nemlig aldrig kunne sige nej til at være venner med folk. Og hvad værre er: Jeg ville også føle mig forpligtet til at svare på 'hva' zå der, hva' laver du nu?' og 'hvad synz du om Mellemøstkonflikten?' –spørgsmål, som jeg forestiller mig ville drible ind i boksen i én lang endeløs strøm.

MIT LIV ER i forvejen fyldt med e-mails, sms'er og telefonbeskeder, som jeg forholder mig mere til af pligt end af lyst – men man er da nødt til at svare folk, der henvender sig direkte til én, er man ikke?

OG DET ER netop det, jeg synes, er det allermest frygtindgydende ved at lægge sin profil ud på Facebook: Det er jo en direkte, åben invitation til alle de mennesker, man har brugt år og dag på i al stilfærdighed at ignorere ud af sin tilværelse. Folk der gik i 8.C, mens man selv gik i 9. Og som kan huske, dengang de ydmygede én med en kæmpevasker midt i skolegården.

Ulideligt snakkesalige typer, man tilfældigvis har mødt til et håndboldstævne i Spjald. Gran-granfætre og -kusiner, man aldrig tidligere har hørt om.

Eller gamle klassekammeraters forældre, som selvfølgelig er med på det nyeste nye. Som simpelt hen ikke kan lade være med at minde én om, hvor morsomt det var, da de måtte køre en hjem fra klassefest i 1984, fordi man kastede Pernod og rød sodavand op – igennem både mund og næse.

JEG ER SIKKERT både paranoid, asocial og håbløst gammeldags.

Men jeg foretrækker virtuelt socialt eksil frem for konstant at være i risiko for at blive afkrævet et eller andet fra en perifer computerbekendt eller at blive konfronteret med at stykke fortid, jeg med vilje har fortrængt.