Indlæser...

Obama er under tøflen

Ikke nok med at USA har fået en sort præsident – de har også fået en helt usædvanlig førstedame

16:32, 24. jan 2009 | Karen Thisted

Annonce

  • Tema

Annonce

Annonce

JEG TROR, AT VERDENS mægtigste mand, præsident Barack Obama, er under tøflen.

Det er med fare for mit liv, at jeg siger det, for jeg har på Facebook spagfærdigt prøvet at undre mig over, hvorfor hele Danmark i den grad gik amok 20. januar – og det faldt mildest talt ikke i god jord.

Kun én undrede sig, men det var over al den glæde og begejstring hos et folk, der – og nu citerer jeg – 'selv har valgt en rigid, Karl-smart, arrogant mandsling som deres leder'.

DET ER OGSÅ mærkeligt, men noget helt andet, jeg er blevet vildt optaget af, er Obamas liv som ægtemand, for jeg tror kun, at han kommer til at bestemme i Det Ovale Værelse – og måske ikke en gang der.

JEG FIK FØRSTE GANG øjnene op for Michelles hårde behandling af Barack, da parret interviewes sammen.

Han siger på et tidspunkt, at det, han bl.a. frygter ved at blive præsident, er, at nu kan han nok aldrig mere bare gå en almindelig tur.

Så siger Michelle snerrende: 'Du går da aldrig tur!'

Jeg kender altså godt det, når ægtefæller er efter hinanden på den måde – det er meget ubehageligt, og han bliver da også helt bange og siger undskyldende, at han gerne vil gå tur med hende.

JEG HAR LIGE ERFARET i en af de utallige biografier om Obama, at jeg ikke er den eneste, der har opdaget, at den knaldflotte 180 cm høje Michelle kører sin mand i et håndfast greb.

Her refereres fra et møde i 2004, hvor han skulle holde en stor tale ved det demokratiske konvent – en tale, hvor der virkelig var noget på spil for ham, og lige inden han går på talerstolen, går Michelle hen og siger meget bestemt: 'You better not screw up, buddy!'

DET KAN JEG IKKE forestille mig Anne-Mette Rasmussen sige til sin mand. Men jeg talte med en 45-årig, meget vaks mand forleden, og han sagde, at han i Michelle kunne genkende en ny type kvinder i den aldersgruppe, der fuldstændig har taget styringen i familien – og over manden.

Mange vil måske mene, at det var på tide, men min 45-årige ven sagde, at han i hvert fald ikke misundte Obama.

Han havde set et klip, hvor de dansede til en fest 20. januar, og det var hende, der førte, og han lagde forsigtigt sit hoved på hendes skulder.

Hun er højere end ham, det giver i sig selv pondus.

JEG TROR BESTEMT, at de er glade for hinanden, men jeg forestiller mig alligevel, at han ringer en aften og siger, at han ikke når hjem til middag, for der er ballade med Israel, hvortil hun svarer:

– Selvfølgelig kommer du hjem. Mor er til middag.

Mor flytter i øvrigt med ind i Det hvide Hus.

Hillary Clinton var bestemt også en stærk førstedame, men det var mere på det arbejdsmæssige område. Hun var nærmest medpræsident.

Det er en hel anden form for styrke, man ser hos Michelle Obama. Det er big mama, der styrer mand og børn.

Ikke nok med at USA har fået en sort præsident –de har også fået en helt usædvanlig førstedame, som det bliver sindssygt spændende at følge.

TIL BARACK OBAMA er der ikke andet at sige end: 'You better not screw up, buddy!'

Annonce


Annonce