'Marsvinbødlernes latter forfølger mig'

102

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

I MANDAGS HØRTE jeg lyden af uforfalsket ondskab. Jeg holdt mig for øjnene imens, så jeg så ikke de billeder, der ledsagede lyden, men jeg vidste desværre kun alt for godt, hvad de viste:

Et forsvarsløst marsvin, der blev overhældt med tændvæske, antændt og brændt levende, mens dets tre bødler brølede af grin.

Den latter var næsten det værste af det hele. Den forfulgte mig hele resten af den aften og natten med; lyden af tre afstumpede individer, der morer sig, mens de mishandler et levende væsen på det grusomste.

VAR DET OGSÅ SÅDAN, det lød, da en gravid kat for nogle måneder siden blev spiddet på en bambuspind? Eller da en stor hvalp fik klippet ørerne af? Eller da en gravhund fik bundet poter og snude sammen, før den blev smidt i vandet og fik lov til at drukne? Lo disse gerningsmænd også på den måde?

OG PLUDSELIG – ud på de små timer, mens jeg stadig lå og kæmpede for at få lyden ud af ørerne – slog det mig, at den rå latter måske er lydsporet til mange af de forbrydelser, som hverken begås i hidsighed eller desperation.

De forbrydelser, der begås ene og alene for morskabs (og ondskabs) skyld. Måske er latteren også den lyd, der akkompagnerer gruppevoldtægter i krigszoner. Måske er det simpelthen sådan, det lyder, når mænd i flok foretager sig noget, der efter enhver medmenneskelig målestok er forkert.

Og måske er latteren ikke udelukkende et udtryk for, at de har det sjovt. Den kan i lige så høj grad være et kampbrøl, der skal stive gruppens medlemmer af, hvis de skulle føle sig fristet til at vise medfølelse.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at den latter var den mest uhyggelige lyd, jeg har hørt i lang, lang tid.

FOR MIN SKYLD kan de tre bødler fra Nordjylland rådne op i fængslet. Jeg er fløjtende ligeglad med de idioter.

Men jeg er ikke ligeglad med de børn, de får en dag – for det gør de jo nok. Desværre har afstumpethed jo aldrig afholdt nogen fra at formere sig.

Hvordan skal det gå for de unger? Med en far, der i stand til at pine et levende væsen ihjel for sjov? Puha. Jeg får det helt dårligt ved tanken.

JEG TROR, MAN er nødt til at lave en forebyggende indsats, hvis der skal dæmmes op for den slags forbrydelser. Hvis man kunne finde frem til nogle fælles faktorer i dyremishandlernes opvækst, kunne man måske nå at gribe ind, før små, bange drenge blev til store, følelseskolde mænd.

Nogen burde lave en grundig undersøgelse af, hvad det er for nogle mennesker, der kan finde på at tortere dyr. Hvad er det for nogle hjem, de kommer fra, og hvor har de lært den totale mangel på empati?

ER DE SELV BLEVET mishandlet? Er deres forældre lige så onde som dem selv? En eller anden burde lave den undersøgelse. Men det skal være en robust og afbalanceret type, der gør det.

Det skal med andre ord ikke være mig. Jeg er stadig hvidglødende af raseri. Og syg af medfølelse.