Indlæser...

Politiet har ikke en jordisk chance

Den største terrortrussel er altså de voldspsykopater, der terroriserer almindelige menneskers liv, skriver Tine Aurvig-Huggenberger

11:38, 03. mar 2009 | Tine Aurvig-Huggenberger

Annonce

Tine Aurvig-Huggenberger. (Foto: Mads Winther)
Tine Aurvig-Huggenberger. (Foto: Mads Winther)
  • Tema
  • Fængslet for smugling af 210 kilo hash Hells Angels: Fængslet for smugling af 210 kilo hash

Annonce

Annonce

JEG ER SIMPELT HEN så edderspændt rasende. Det kan ikke være rigtigt, at min by skal overtages af voldspsykopater, der render rundt og skyder ikke bare efter hinanden, men også efter uskyldige mennesker. Jeg er skingrende ligeglad med, om de er utilpassede indvandrerdrenge, misforståede macho-rockere, eller hvad fanden de er, nu må det holde op!

JEG HØRER IKKE til dem, der vil bruge mit krudt på at kritisere politiet, kommunen eller forældrene i denne her sag. Det er ikke samfundets skyld. Men vi må gøre noget ved det som samfund.

Den største terrortrussel, der eksisterer i øjeblikket, er altså de voldspsykopater, der terroriserer almindelige menneskers liv i deres kamp om det lukrative hashmarked og deres grænsedragninger af, hvilke kvarterer i København der tilhører hvem.

NØRREBRO OG OMEGN tilhører ikke diverse kriminelle indvandrebander, og Amager tilhører ikke Hells Angels. København tilhører os, der er borgere i byen, betaler vores skat, har vores børn i daginstitutioner og skoler og arbejder her. Og vi vil kunne leve i vores by uden at skulle opføre os, som om vi boede i Kabul.

Det kan ikke være sådan, at vi skal iklæde os skudsikre veste for at færdes i bestemte brokvarterer i København. Vi vil ikke bevæge os rundt i frygt, og vores børn og unge skal kunne lege i byen uden risiko for, at kuglerne flyver om ørene på dem. Og jeg tror, at borgerne i Odense, Århus og Aalborg har det på samme måde, selv om de er ramt i en noget mindre målestok.

Jeg kunne i mit raseri forfalde til alt fra at foreslå at placere banderne i samme fængsel med meget lange straffe (så kunne de jo slå hinanden ihjel dér), til præventive anholdelser, til at placere dem sammen på Saltholm eller det, der ligner. Desværre tror jeg bare ikke, det hjælper.

MAN KUNNE OGSÅ vælge at legalisere hash, ligesom man har gjort det i Holland, så kunne salget foregå under kontrollerede former, og dermed fjerner man indtægtsgrundlaget for en masse af banderne. Det er ikke nødvendigvis et forslag, jeg synes, er voldsomt genialt, men i Holland har de mig bekendt ikke de samme vanvittige tilstande med skyderi i Amsterdams gader.

Det er og bliver selvfølgelig ikke hele løsningen. Men vi kan ikke bare forfalde til magtesløsheden og lade os terrorisere af disse vanvittige typer, som ingen respekt har for andre menneskers liv.

Der er gudskelov massevis af historier rundt omkring fra verden, hvor det er lykkedes kvarterer og byer, politi, skoler, forældre og befolkning at bekæmpe banders terrorisering af almindelige menneskers liv. Men det kræver samarbejde mellem alle, der vil stoppe disse typer, og det kræver, at vi ikke lader os kue af frygten.

POLITIET HAR ikke en jordisk chance for at klare dette her alene, uanset om der så bliver posteret betjente på hvert gadehjørne. Vi må som borgere i København utvetydigt vise, at vi ikke længere vil finde os i det.

Annonce


Annonce